Ambus omsætningsvækst flader ud

Ambu, der producerer diagnostikudstyr og livredningsudstyr, leverer regnskabsresultater for første kvartal, der halter bag årsmålsætningen. Selskabet fastholder dog forventningerne.
Foto: PR
Foto: PR

Ambu kunne i dag vise et første kvartalsregnskab, hvor omsætningsvæksten er flad. Dog fastholder selskabet sine vækstforventninger for resten af året.

Medicoselskabets driftsresultat endte på 26 mio. kr. mod sidste års 29,4 mio. kr, mens omsætningen landte på 234 mio. kr., hvor det for sidste førstekvartalsregnskabs omsætning var på 232,9 mio. kr.

”Omsætningsudviklingen i kvartalet har været flad, men på niveau med vores forventninger, og vi fastholder vores forventning om en organisk vækst i indeværende regnskabsår i niveauet 4-5%. Selvom markedsforholdene er udfordrende på nogle markeder, især i Sydeuropa, så ser vi gode muligheder for at skabe vækst via blandt andet et øget salg af nye produkter og via vores intensiverede opbygning af salgsressourcerne på det amerikanske og det asiatiske marked," siger administrerende direktør Lars Marche i regnskabet.

Halter bagefter med ebit-marginen

Resultatet før skat kravlede op på 27,1 mio. kr. mod sidste års 26,8 mio. kr., mens EBIT-margin før særlige poster landte på 11,1 pct. mod sidste års 12,6 pct. Målet er at få EBIT-marginen op på 15-15,5 pct. inden året er omme.

Omsætningen har været påvirket af de budgetmæssige udfordringer primært i Spanien og Frankrig, skriver Ambu i regnskabet.

"Der har været beherskede vækstrater på de store europæiske markeder som Tyskland og Skandinavien, på det amerikanske marked samt på de asiatiske markeder, hvorimod der har været fald i omsætningen i Spanien og Frankrig," står der.

Ambus forventninger til året 2011/2012 er en omsætning på 1025-1035 mio. kr. og en overskudsgrad (ebit-margin) på 15-15,5 pct. Resultat før skat  forventes ligge i niveauet 14,5 pct. af omsætningen, mens det frie cash flow gerne skulle ligge i niveauet 100 mio. kr.

Ambu er et dansk medicoselskab, der udvikler, producerer og markedsfører diagnostikudstyr og livredningsudstyr til bl.a. hospitaler og ambulancer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også