Medico Bazar fik folk til at flette de professionelle fingre

Når 400 mennesker med opfindelser og viden på alle niveauer samler sig i et lokale og deler idéer og råd, bliver relationerne bygget på stribe. På Medico Bazar d. 12. januar 2012 kunne blandt andre Medicus Engineerings gå hjem med en svulmende kontaktbog og hovedet fuld af inspiration.
Foto: Leonora Beck
Foto: Leonora Beck

”Medicus Engineering arbejder benhårdt på at få finansiering lige nu,” siger Hans Christian Damgaard.

Netop derfor står han ved sin stand og fortæller forbipasserende om Medicus Engineerings opfindelse - et apparat, der kan afsløre den diabetiske følgesygdom autonom neuropati i patientens eget hjem.

Han arbejder egentlig for Caretech Innovation, men er stand-in for Medicus Engineering i dag. Med sig hjem har han allerede fået adskillige nye kontakter, gode råd og inspiration. Alt sammen noget, som kan hjælpe virksomheden med at få diabetesapparatet på markedet.

Handler om at eksponere sig

Knap 400 mennesker er samlet på Danmarks Tekniske Universitet i Oticon Salen for at dele viden, kontakter og for at hente inspiration. Forskere, investorer, virksomheder, klinikere og studerende spadserer rundt mellem de 50 stande for at stable nye, relevante relationer på benene. 

”Det handler om at få ny inspiration og eksponere sig for nye idéer, så man får mulighed for at tænke og arbejde på andre måder,” siger Martin Stenfeldt, der er kuglestøberen bag Medico Bazar på vegne af Medico-Innovation.

Han er ovenud tilfreds med resultatet, fordi det ifølge ham er blevet så godt modtaget af publikum. Der er kommet mange flere, end arrangørerne havde regnet med, hvilket også viste sig ved, at de løb tør for vand, kaffe og forfriskninger til sidst.

”Det fede er, at de, der er kommet, bare griber fat i hinanden. Det er super-networking. Alle er ude og mingle,” siger han.

I alt havde arrangørerne regnet med omkring 200 besøgende ud over de 110 udstillere, men der havde de skudt næsten hundrede mand under.

Den vigtige forretningsplan

Hanne Køhn kommer over til standen, hvor Hans Christian Damgaard står og fortæller om diabetesapparatet.  Hun er VP i Norma, som hjælper medicinal- og medicoindustrien med at komme igennem de kliniske undersøgelser, og de to begynder at diskutere, hvordan Medicus Engineering kan bryde barriererne og komme på markedet med apparatet. En helt igennem gennemarbejdet forretningsplan, er Hanne Køhns umiddelbare råd. Det vil måske kunne trække investorer til.

”At skaffe kapital er meget svært i øjeblikket. Intet bliver fondet uden vel gennemtænkte business planer,” forklarer hun.

Hun går rundt sammen med sin kollega Kim Adamsen og taler med basarens start-ups, diskuterer deres idéer og giver dem råd til deres proof of concept, hvordan det skal håndteres regulatorisk, pejler dem hen mod investorer og giver generel rådgivning. Hanne Køhn er også til stede på basaren for at etablere relationer til branchen, men ikke for at få et produkt på markedet.

”Vi håber blandt andet, at virksomhederne vælger os, når de skal videre med deres kliniske projekt eller program,” siger hun.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også