Prispres tvinger rehab til konsolidering og effektivisering

Mange danske rehab-virksomheder konfronteres nu med en virkelighed, hvor de er pressede til at søge samarbejder eller fusioner. Ansvaret for effektivisering og konsolidering ligger hos branchen selv, siger brancheforeningen – men politikerne skal også gøre op med sig selv, om de vil undvære de nye intelligente hjælpemidler.
Foto: Liv Høybye, Jyllands-Posten
Foto: Liv Høybye, Jyllands-Posten

Sådan lyder den utvetydige konklusion fra næstformand i brancheorganisationen Dansk Rehab Gruppe, Per Buus, der bl.a. står bag en analyse af branchen. Til daglig er han administrerende direktør i VELA (Vermund Larsen A/S). VELA udvikler, producerer og markedsfører løsninger til ”det siddende menneske”.

Baggrunden for budskabet er en udvikling, hvor de offentlige kundegrupper er gået fra 272 kommuner til snart 12 centrale indkøbssamarbejder. Hvor fokus i udbudsrunder primært er på prisen, hvor kommunerne har fået styr på logistikken og derfor kan skære ned på indkøb, og hvor appetitten på genbrug er steget i takt med, at budgetterne falder.

”Der er ingen tvivl om, og vi de kommende år vil blive presset til at gå sammen i salgsmæssige fællesskaber, så produktudbuddet bliver bredere. Det vil afføde tættere samarbejder, og dermed åbner man også op for en form for konsolidering fremadrettet, og det er helt nødvendigt,” siger Per Buus.

Udlandet fremme med pungen

Han henviser også til, at især udenlandsk ejede virksomheder i Danmark er mere offensive end hidtil i forhold til at spotte potentielle opkøbsemner.

Ifølge branchekilder er revisions- og konsulentkoncernen BDO langt fra alene i corporate finance branchen om at øjne forretningsmuligheder i rehab af samme årsag - også flere storbanker har branchen og potentialet for at gøre gode forretninger i kikkerten. En anden faktor, der kan fremme konsolidering er, at langt størstedelen af virksomhederne er etableret for over 20 år siden.

”Det gør, at flere virksomheder kan stå over for et generationsskifte,” konkluderer Gert Jørgensen.

Per Buus er enig i, at ganske mange virksomheder kan være modne til generationsskifter, og han fornemmer klart, at der ”er grøde i branchen”:

”Folk i branchen taler om det, og der kommer formentlig en del fusioner og opkøb de kommende år. Der sker også i øjeblikket det, at kapitalfonde køber store virksomheder, og når de har gjort det, leder de efter mindre firmaer, der kan komplementere deres produkter, gøre dem mere attraktive og skabe vækst. Derfor er de små, innovative virksomheder interessante for de stærke koncerner.”

Det store dilemma

Når hjemmemarkedet er presset, er løsningen for virksomhederne at søge ud på eksportmarkederne, og brancheorganisationen arbejder også intenst på dette med bl.a. stor rejseaktivitet og Nordeuropas største branchemesse Health & Rehab Scandinavia, der finder sted hvert andet år. I 2012 er det i maj måned i Bella Center.

Dilemmaet for en del selskaber er imidlertid, at det kan være svært at trænge igennem på udebane eller bibeholde sin position, hvis man ikke er en spiller på hjemmebanen. Og det kan, påpeger Per Buus, være vanskeligt at komme ind på det danske marked, når indkøbene skæres ned til 12 centrale indkøbsfællesskaber, når kommunernes terapeuter ikke har tid til at være en del af selskabernes opsøgende salgsarbejde, og når udbudsmateriale-besvarelsen er så ressourcekrævende, at de små selskaber har svært ved at overkomme det.

Eget ansvar

Per Buus erkender dog, at det er branchens eget ansvar at sikre den nødvendige, forbedrede effektivitet og konsolidering. Blandt andet ved at søge ind i nye forretningsområder, som VELA gør.

”Selvfølgelig er det branchens eget ansvar. Jeg har dog den bøn, det budskab til kommunerne, at hvis de ikke forstår, at branchen tjener for lidt til at udvikle de nye smarte løsninger, så gør de både os og samfundet en bjørnetjeneste. Derfor skal prisen længere ned på prioriteringslisten, når der er udbud,” fremhæver han, og på spørgsmålet om, hvorvidt han ser en mulig politisk holdningsændring, tilføjer han:

”Politikerne vil gerne have en masse nye innovative produkter, der kan danne rammen om gode eksportløsninger. Men budskabet til kommunerne, der jo er den udførende kraft, er spar, spar, spar.”

Planer om investeringer

Og netop politikerne på Christiansborg har et stort ansvar, mener brancheforeningen. Både i den tidligere og nuværende regerings erhvervspolitiske oplæg er velfærdsteknologiske løsninger inden for bl.a. sundhed et område, hvor Danmark skal udnytte de globale potentialer, som der er. Det skal forstås sådan, at selskaberne skal være smarte og udtænke løsninger, som f.eks. kan reducere dårlige arbejdsprocesser og dermed forbedre arbejdsmiljøet.

”Når vi lægger til, at vi kan gøre personer med funktionsnedsættelse mere selvhjulpne, opnås fordelagtige situationer for alle parter. Det er oplagt, at regeringen også her har et ansvar for at gennemføre en politik, som gør, at Danmark og hele rehab-industrien får førertrøjen på globalt. Prispres og konkurrence er sundt, men i det her tilfælde er det i decideret modstrid med for stor fokusering på pris frem for kvalitet og funktion,” siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også