Danske Bank sænker forventningerne til Ambu efter ny prognose

Banken forventer nu en lavere omsætning, mens estimatet for driften også er blevet sænket på mellemlang sigt. (Opdateret)
Foto: Ambu/pr
Foto: Ambu/pr
af marketwire

(Opdateret 11.48 med yderligere baggrund)

Ambu leverede kun en vækst i omsætningen i tredje kvartal på 0,5 pct. fra kvartalet før, hvilket får medicoselskabets prognose for den organiske vækst for hele året til at se mindre konservativ ud end ventet.

Det skriver Danske Bank i en analyseopdatering, hvor bankens analytikere dæmper estimaterne for den organiske vækst og reducerer kursmålet for aktien til 105 kr. fra tidligere 109 kr. Anbefalingen er fortsat ”hold”.

Ændringen kommer, efter at Ambu 10. juli meldte foreløbige regnskabstal ud for tredje kvartal af 2022/23 og gentog forventningerne om en organisk vækst på 5-8 pct., mens prognosen for driftsmarginen før særlige poster blev hævet til 5-6 pct. fra 3-5 pct.

Den beskedne vækst i tredje kvartal på 0,5 pct. fra andet kvartal - eller på ca. 1 pct. justeret for valutaeffekt, indikerer ifølge Danske Bank, at de seneste produktlanceringer endnu mangler at få kommercielt fat i markedet.

Med baggrund i den nye information har banken justeret i estimaterne fremadrettet.

”Vi sænker vores estimat for den organiske vækst i 2022/23 fra 9,4 pct. til 7,7 pct. og fra 14 pct. til 13 pct. for 2023/24,” skriver Danske Bank, som dermed kommer inden for det prognosespænd, som Ambu har meldt ud for indeværende regnskabsår på 5-8 pct. for omsætningsvæksten.

Ambus opjusterede prognose for driftsmarginen var drevet af lavere distributionsomkostninger og en bedring i salgsmikset, fremgik det af meddelelsen 10. juli.

Den foreløbige opgørelse viste for tredje kvartal viste da også en fremgang i driftsoverskuddet, EBIT før særlige poster til 91 mio. kr. fra 42 mio. kr. sidste år, og driftsmarginen blev løftet til til 7,6 pct. fra 3,7 pct.

Kvartalet bød endvidere på en organisk vækst på 8 pct. i forhold til samme kvartal sidste år. Det var dog 4 procentpoint under det, som Danske Bank havde regnet med. Til gengæld var driftsresultatet 22 mio. kr. stærkere end estimeret af bankens analytikere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også