Lav vækst i Kina er en sten i skoen på Coloplast

Kinas håndtering af covid-19 betyder lavere aktivitet, og det er en sten i skoen på medicoselskabet, som sidder på en stor del af markedet, siger topchef Kristian Villumsen.
Coloplast observerer situationen i Kina for nu, udtaler topchef Kristian Villumsen. | Foto: Stine Bidstrup/ERH
Coloplast observerer situationen i Kina for nu, udtaler topchef Kristian Villumsen. | Foto: Stine Bidstrup/ERH
af marketwire

Mens Coloplast på flere markeder oplever en normalisering af forretningsforholdene sammenlignet med før covid-19, hænger den kinesiske forretning stadig i bremsen.

Det siger Coloplasts administrerende direktør, Kristian Villumsen, til MarketWire.

Medicoselskabet udfordres af, at den kinesiske regering har slået hårdt ned på smitteudbrud med covid-19. Det har medført et fald i væksten i Kina som følge af den lavere hospitalsaktivitet.

”Håret i suppen er Kina, hvor vi har været vant til at arbejde med en kinesisk forretning, der næsten automatisk er vokset stærkt tocifret, fordi der i Kina er så mange ældre, der kommer igennem cancerbehandling og på stomi, at der i mange år kommer til at være en masse vækst,” siger topchefen.

”På grund af måden man håndterer covid-19, har man i vid udstrækning set, at aktivitetsniveauerne på hospitalerne er kommet ned, og det betyder, at den vækst er væk - det er en sten i skoen. Ellers står selskabet stærkt.”

Mens stomiforretningen i Kina vokser lavt encifret, er der til gengæld fremgang i Coloplasts onlinesalgskanal i landet, der vokser højt encifret.

Som følge af udviklingen i Kina har Coloplast valgt at observere situationen, mens yderligere investeringer er skruet i bund.

”Coloplast har været i Kina, i noget der ligner 30 år. Vi har en forretning derovre, med noget der ligner 70 pct. markedsandel. Så når du kigger på, hvad standarden er for behandling af stomi i markedet, er den i meget vid udstrækning lig os,” forklarer Kristian Villumsen.

Han tilføjer, at medicoselskabet har ”fingeren på pulsen”, og altså tydeligt kan se forretningsdynamikken - også tydeligere end kommunikeret gennem de offentlige myndigheder.

”Når den dynamik er 10-20 pct. under det, den plejer at være, træder vi på bremsen, for så betyder det, at vi ikke har et sundhedsvæsen, der er tilbage på det aktivitetsniveau, det var. Når aktivitetetsniveauet kommer op, skruer vi også op for blusset,” siger topchefen.

Kinesiske udfordringer til trods leverede Coloplast i tredje kvartal af 2021/22 en organisk vækst på 8 pct. Det er ifølge topchefen det dobbelte af de underliggende markeder.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også