Sydbank: Logistik og sammenligningsgrundlag vil tynge væksten hos Ambu

Sydbanks senioranalytiker Søren Løntoft Hansen har afdæmpet forventninger til det første kvartalsregnskab fra medicoselskabet Ambu.
Foto: Ambu / PR
Foto: Ambu / PR
af marketwire

Der er udsigt til et dæmpet første kvartal for Ambu i det forskudte regnskabsår 2021/22, hvor et svært sammenligningsgrundlag og fortsatte udfordringer med logistikken ventes at lægge en dæmper på regnskabet.

Sådan lyder forventningen fra Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i Sydbank, i en optakt til medicoselskabets regnskab den 8. februar.

”Ambus første kvartalsregnskab vil være præget af et svært sammenligningsgrundlag inden for ”Visualisation”. Hertil kommer fortsatte logistikudfordringer i Ambus kerneforretning, der fortsat efter vores vurdering vil dæmpe væksten i kvartalet. Vi estimerer en samlet organisk vækst på 1 pct., mens en positiv valutaeffekt dog trækker omsætningen op,” skriver senioranalytikeren.

Divisionen ”Visualisation”, hvor Ambus engangsendoskoper går ind under, var i sidste år positivt påvirket af en ekstraordinær ordre fra det britiske sundhedsvæsen NHS på 115 mio. kr.

Det vanskeliggør sammenligningsgrundlaget betydeligt i første kvartal af 2021/22. Sydbank modellerer en organisk vækst i kvartalet på 1 pct. baseret på et salg af cirka 400.000 engangsendoskoper i kvartalet, svarende til en omsætning på 583 mio. kr.

Her ventes endoskoperne Ascope 4 Cysto og Ascope Rhinolaryngo fortsat at bidrage positivt. I regnskabet vil fokus dertil også være på kommentar om lanceringen af Ascope Duodeno 1.5.

Kerneforretning påvirket af flaskehalse

Ambus kerneforretning, der består af forretningsområderne ”Anaesthesia” og ”Patient Monitoring & Diagnostics” (PMD) vil i første kvartal fortsat være negativt påvirket af logistikudfordringer, der kun er blevet forstærket af flaskehalse i forsyningskæderne, mener Søren Løntoft Hansen.

Også i kerneforretningen venter Sydbank en organisk vækst på 1 pct., hvor Anaesthesia trækker ned.

Der ventes i første kvartal en bruttomargin på 59,5 pct. mod 65,4 pct. i samme periode sidste år, mens den primære drift før særlige poster ventes at lande på 34 mio. kr, svarende til en EBIT-margin på 3,2 pct. mod 14,6 pct. i første kvartal af 2020/21.

”Tilbagegangen er efter vores vurdering en konsekvens af det dæmpede salg og stigende råvareomkostninger,” skriver Søren Løntoft Hansen.

Sydbank-analytikeren venter, at Ambu vil fastholde sine forventninger til regnskabsåret om en organisk vækst i niveauet 15-19 pct. samt en EBIT-margin på 7-9 pct. Her vil den organiske vækst være trukket af divisionen ”Visualisation” - dog vil den være påvirket af produktmikset og de vidt forskellige priser på Ambus endoskoper. Det giver en vis usikkerhed, mener Søren Løntoft Hansen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også