Ny topchef førte Mediq Danmark til milliardomsætning i coronatravlheden

Voldsom efterspørgsel efter værnemidler har mere end fordoblet Mediq Danmarks overskud, mens omsætningen har rundet 1 mia. kr. i den nye topchef Katrine Benthiens første år i spidsen for selskabet.
Foto: Stine Bidstrup/ERH
Foto: Stine Bidstrup/ERH

For stort set alle dele af dansk erhvervsliv har coronapandemien betydet usikkerhed, pludselige tilpasninger og omstillinger.

Det gælder ikke mindst for Mediq i Danmark, der er landets største leverandør af medicinsk udstyr til sundhedssektoren.

For adm. direktør Katrine Benthien blev pandemien ikke mindre hektisk af, at hun havde sat sig i direktørstolen så sent som 1. februar 2020 – lidt over en måned før Danmark blev lukket ned. Hun beskriver 2020 som "et travlt år."

"Jeg startede lige inden corona ramte, og i virkeligheden havde det jo allerede lidt ramt - vi var begyndt at mærke ekstra efterspørgsel på nogle varer lidt inden jeg startede. Men så ramte det jo full-blown i marts måned," siger Katrine Benthien og tilføjer, at flere medarbejdere periodevist har arbejdet noget der minder om 24/7.

"Men det har også været år, hvor vi har været meget stolte over at kunne hjælpe ved at træde til med at skaffe især kitler og mundbind hjem, da der pludseligt var et kæmpe behov. Man bliver mindet om, at det, man laver, er vigtigt og har en kæmpe betydning," siger Katrine Benthien.

Katrine Benthien taler med MedWatch i anledning af, at Mediq Danmark for nyligt præsenterede sit 2020-regnskab. Et regnskab der samtidigt er hendes første som adm. direktør i koncernen.

Corona gav travlhed

Ikke overraskende er regnskabet præget af coronapandemien. Således steg omsætningen fra 706 mio. kr. i 2019 til 1,08 mia. kr. i 2020.

Resultatet landede på 57,7 mio. kr. – over en fordobling i forhold til de 26,1 mio. kr. selskabet havde på bundlinjen i 2019.

Katrine Benthien forklarer, at Mediq Danmark i det store hele har fået kommerciel medvind af den ekstra efterspørgsel på værnemidler, som coronakrisen har givet, men at andre forretningsområder omvendt har trukket ned, da corona også har sat mange opgaver på hold i sundhedssystemet.

"Der har været aflyste konsultationer og operationer både i almen praksis og på hospitaler. Folk er jo næsten blevet lidt bange for at gå til lægen, og det er klart, at vi selvfølgelig også visse steder mærker den lavere aktivitet i sundhedsvæsenet på alle mulige generelle ting," siger Katrine Benthien og tilføjer:

"Men i det store hele har vi jo haft mulighed for at hjælpe med tilpas mange værnemidler til, at det falder positivt ud."

Hun understreger dog, at fremgangen i omsætning og resultat i langt overvejende grad må betegnes som midlertidigt, og hun forventer et 2021-regnskab, der minder mere om 2019 end om 2020.

"I år vil vi kunne mærke corona på den måde, at der har været en nedlukning i den første del af året. Så på samme måde som vi både havde gynger og karruseller sidste år, har vi det også i år. Vi har nogle forretningsområder, som er udfordret, og så har vi heldigvis også nogle forretningsområder, som klarer sig bedre. Så vi kommer til at have et pænt år, men slet ikke på niveau med sidste år. Det er en anden verden, vi er ude i igen, som er mere normal," siger Katrine Benthien.

Måtte smøge ærmerne op

Som ny kaptajn på broen betød coronakrisen, at Katrine Benthien med egne ord hurtigt måtte "smøge ærmerne op".

"Man ryger jo helt ind i maskinrummet, når sådan noget her sker. Vi skulle også håndtere ting på nogle måder, som vores systemer slet ikke er gearet til; Altså mangelsituationer på det niveau, ordrer, vi skulle have hastet igennem, og ting, vi skulle have godkendt hurtigt, men også rent fysisk at få lagt ordrerne til tiden. Nogle gange havde vi et 24 timers vindue til at sikre nogle varer ude i Kina, som i øvrigt også skulle forudbetales inden 24 timer mere eller mindre," siger Katrine Benthien.

Hun peger på, at noget af det værste, man som leder kan gøre i en krisesituation, er at være handlingslammet.

"Det første, jeg gjorde, var vel egentlig bare at kaste mig ind i kampen og hjælpe hvor jeg kunne - også i forhold til at turde at træffe nogle beslutninger," siger Katrine Benthien og tilføjer:

"Men der var jo ikke nogen, der havde prøvet det her før, så det handlede også lidt om at bruge sin sunde fornuft langt henad vejen."

Er du tilfreds med den måde, I kom igennem forløbet på?

"Det er jeg bestemt. Vi har lært en masse; Både ting, vi blev positivt overraskede over fungerede bedre end vi havde forventet – for eksempel hjemmearbejde - og så har vi selvfølgelig også lært af, at systemet er blevet tryktestet i forhold til, hvordan processer kan gøres smartere, eller hvordan vi kan håndtere nogle ting, som vi aldrig har prøvet før," sige Katrine Benthien.

"I det store hele er jeg faktisk vildt stolt over, hvordan vi er kommet igennem det."

Bevarer det lange sigte

Selvom coronakrisen har krævet meget opmærksomhed, er det ifølge Katrine Benthien vigtigt, at man som ledelse ikke glemmer det mere langsigtede strategiske sigte.

"Vi kigger rigtigt meget på, hvordan vi skal vækste, og hvordan vi skal udvikle os samtidigt med, at vi har et sundhedsvæsen, der udvikler sig. Når ting flytter på sig, er det jo altid interessant, hvordan man positionerer sig. Blandt andet er vi i høj grad ved at få styrket vores service på de ting, som vi laver, så vi ikke bare sælger produkter, men også giver løbende værdi i form af service," siger Katrine Benthien.

En af de tendenser, som Mediq skal forsøge at gribe, er ifølge Katrine Benthien, at flere patienter vil få behandling i hjemmet i stedet for på hospitalet.

Åben for flere opkøb

Mediq meldte i starten af juli ud, at koncernen har købt den finske leverandør af kirurgiske produkter og endoterapiprodukter, Upviser.

Ifølge Katrine Benthien kan flere opkøb komme på tale.

"Der er ingen tvivl om, at vi i vores vækststrategi også kigger på, om tilkøb kan være en interessant måde at styrke nogle områder - vores hospitalsforretning har vi bestemt nogle ambitioner for på nordisk og europæisk plan," siger Katrine Benthien.

Mediq overtager finsk leverandør af kirurgi- og endoterapiprodukter

Ny medicoformand vil fremme digitalisering og bæredygtige løsninger 

Medicoindustrien får ny formand efter kampvalg – fire nye folk træder også ind

Tidligere Mediq-boss bliver topchef i sit nye selskab 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også