MedWatch

Sonova: Vi tilpasser et topprodukt hvert sjette sekund

Schweiziske Sonova har på ti måneder solgt flere end 1 million eksemplarer af topproduktet Marvel.

Foto: Arnd Wiegmann/Reuters/Ritzau Scanpix

Den schweiziske høreapparatproducent Sonova, der konkurrerer med blandt andet danske Demant og GN Hearing, har umiddelbart haft massiv succes med lanceringen af topproduktet Phonak Audéo Marvel.

Og i forbindelse med selskabets investordag i hovedkvarteret i schweiziske Stäfa tirsdag sætter Sonova også lidt tal på lanceringen, som selskabet selv kalder den bedste i Sonovas historie.

Ifølge selskabets egne tal har Sonova ti måneder inde i lanceringen solgt over 1 mio. enheder - det største tal nogensinde ved en lancering fra selskabet.

Ved den tidligere bedste lancering målt på enheder tog det Sonova over et år at nå mere end 1 mio. solgte enheder.

"Vi har aldrig set resultater som det her tidligere i Sonovas historie. Over 1 mio. enheder på ti måneder. Det svarer i runde tal til, at der bliver tilpasset et Marvel-apparat hvert sjette sekund," siger Jason Mayer, der er salgsdirektør hos Sonova, i forbindelse med investordagen.

"Det har virkelig været en game changer for os i forhold til feedback og lavere tidsforbrug til at opnå den korrekte tilpasning af apparaterne," uddyber han.

Ifølge Sonovas egne undersøgelser vil 95 pct. af de audiologer, der har prøvet produktet, anbefale det til deres kollegaer.

Sonova startede med lanceringen af to receiver in the canal-udgaver (RIC) af Phonak Audéo Marvel sidste år - én med genopladelige batterier og én uden.

Siden er der bygget to udgaver med telespole på, og ved dette års EUHA-messe præsenterer selskabet Marvel 2.0 - en udgave med blandt andet både telespole og genopladelige batterier.

Samtidig sendes der også nye BTE-udgaver af Phonak Bolero på gaden, og i starten af næste år er Sonova klar med Phonak Sky Marvel - nye produkter til børn på Marvel-platformen.

"Med Marvel 2.0 mener vi, at vi møder nogle af de sidste umødte behov, som vores kunder har. Vi er meget spændte på at se, hvad vi kan opnå med den her lancering," siger Jason Mayer.

Lanceringen har skabt stor succes hos blandt andet den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs (VA), der tilpasser høreapparater til militærveteraner.

Her er salgstallene offentlige, og siden Sonovas lancering af Phonak Audéo Marvel hos VA i maj er markedsandelen vokset kraftigt.

Det betyder, at Sonova nu igen er klar markedsleder i salgskanalen - en position, der inden lanceringen tilhørte danske GN Hearing.

Både GN Hearing og Demant har måttet afgive markedsandele til Sonova i VA-kanalen siden Marvel-lanceringen.

Sonova er klar med ny udgave af topprodukt

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier