Sonova er klar med ny udgave af topprodukt

I forbindelse med sin investordag, præsenterer høreapparatproducenten Sonova en ny udgave af sit storsælgende topprodukt Phonak Audéo Marvel samt en række opdateringer af flere af selskabets andre brands.
Schweiziske Sonova lancerer i forbindelse med denne uges EUHA-messe en ny udgave af sit topprodukt og et par tilføjelser i de sekundære brands, Unitron og Hansatron. | Foto: Michael Buholzer / Reuters / Ritzau Scanpix
Schweiziske Sonova lancerer i forbindelse med denne uges EUHA-messe en ny udgave af sit topprodukt og et par tilføjelser i de sekundære brands, Unitron og Hansatron. | Foto: Michael Buholzer / Reuters / Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Verdens største høreapparatproducent, schweiziske Sonova, præsenterer i forbindelse med selskabets investordag tirsdag en ny udgave af sit storsælgende topprodukt, Phonak Audéo Marvel.

Phonak Audéo Marvel 2.0 har blandt andet - i modsætning til forgængeren - telespole. Apparatet er en receiver in the canal-udgave (RIC), hvor brugeren har høreapparatet inde i øregangen.

Samtidig lanceres der også en opdateret version af behind the ear-apparatet (BTE) Phonak Bolero og nye udgaver af høreapparater til børn - alt sammen under Marvel-produktplatformen.

Phonak Audéo Marvel 2.0 og den nye udgave af Phonak Bolero lanceres netop nu, mens de nye børneprodukter i Marvel-familien, Phonak Sky Marvel, er på hylderne i starten af næste år, oplyser Sonova.

Alle produkterne har desuden fortsat alle fordelene fra første Marvel-generation, der blev lanceret for et år siden. De tæller blandt andet direkte streaming fra alle typer smartphones til høreapparatet og en stribe andre trådløse forbindelsesmuligheder.

Sonovas topchef, Arnd Kaldowski, tøver ikke med at kalde lanceringen af Phonak Audéo Marvel den mest succesfulde i det schweiziske selskabs historie.

Derfor har han naturligt nok også fortsat store forventninger til produktfamilien, der nu er blevet finpudset.

"Med fremskridtene i Phonak Marvel 2.0 fortsætter vi med at skrive på den succesfulde Marvel-historie ved yderligere at udvide forbrugernes valgmuligheder og tilføje yderligere features, som gør det muligt for folk med høretab at leve et liv uden begrænsninger," siger han i en meddelelse fra Sonova.

Stor succes hos VA

Sonova har haft stor succes med Phonak Audéo Marvel, der blandt andet har hjulpet selskabet til at vinde store markedsandele hos den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs (VA), der tilpasser høreapparater til militærveteraner.

Her har Sonova - siden lanceringen af Marvel-produkterne i lanceringsvinduet i maj - vundet markedsandele fra blandt andet danske Demant og særligt GN Hearing, der inden introduktionen var markedsleder hos VA.

Den position sidder Sonova nu igen solidt på.

Sammen med udvidelsen af topprodukterne i Phonak-brandet præsenterer Sonova desuden også en udvidelse i sine sekundære brands, Unitron og Hansaton.

Hos Unitron bygges der blandt andet også telespole ind i apparaterne, mens der i begge sekundære brands udvides med nye formfaktorer.

De nye produkter præsenteres officielt på denne uges branchemesse for audiologer, Europäische Union der Hörakustiker (EUHA), som starter onsdag i tyske Nürnberg.

Sonova afholder tirsdag investordag i sit hovedkvarter i Stäfa uden for Zürich.

Sonova kan sælge flere høreapparater hos Costco med ny amerikansk kontrakt

Sonova tog terræn fra alle andre hos veteraner i august 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også