SKI åbner større offentligt indkøb af hjælpemidler

Gennem Statens og Kommunernes Indkøbsservice, SKI, er 70 af landets kommuner gået sammen om et storindkøb af genbrugshjælpemidler til en værdi af 150 mio. kr., som potentielle leverandører nu kan byde ind på.
70 af landet 98 kommuner samt en enkelt statslig organisation er gået sammen om at indkøbe genanvendelige hjælpemidler gennem et offentligt udbud. | Foto: Olivia Loftlund/Ritzau Scanpix
70 af landet 98 kommuner samt en enkelt statslig organisation er gået sammen om at indkøbe genanvendelige hjælpemidler gennem et offentligt udbud. | Foto: Olivia Loftlund/Ritzau Scanpix

Det har været længe undervejs, og sidste sommer kritiserede en række aktører planerne fra Statens og Kommunernes Indkøbsservice, SKI, om en samlet indkøbsaftale af genbrugs-hjælpemidler til landets kommuner. Siden har SKI arbejdet på højtryk med brugerinddragelse, høringer og møder med kommunale ergoterapeuter, visitatorer, udbudskonsulenter og virksomheder i branchen.

I sidste ende er 70 af landets 98 kommuner gået sammen om et fælles udbud, der nu er offentliggjort, og som forventes at omsætte for cirka 150 mio. kr. i rammeaftalens løbetid.

Det betyder, at potentielle leverandører har indtil den 16. oktober til at afgive deres bud.

"Kommunerne har tradition for at gå sammen om at købe genbrugshjælpemidler, og med denne aftale løfter vi fællesindkøbet til et nyt niveau. Vi har brugt kommunernes erfaringer til at lave aftalen, og dermed står vi på et særdeles stærkt grundlag. Nu ser vi frem til at modtage gode tilbud fra forhåbentlig rigtig mange leverandører," siger udbudsdirektør i SKI Christian Lunding i en udtalelse på SKI’s hjemmeside.

Når potentielle leverandører har afgivet deres tilbud, vil de blive evalueret ud fra både pris og kvalitet. Her vil SKI sammen med kommunale fagpersoner og borgere, der anvender hjælpemidlerne i det daglige, også gennemføre en omfattende kvalitetstest af produkterne.

Plads til flere leverandører

Aftalen hedder 50.98 Genbrugshjælpemidler og kommer til at bestå af 16 delaftaler, som omfatter rollatorer, el-scootere, senge, madrasser og toilet/bad. Hver af de 16 delaftaler udbydes som en flerleverandøraftale. Det betyder, at der inden for hver delaftale er flere leverandører, der tilbyder de pågældende produkter. Det giver mulighed for, at for eksempel små og mellemstore virksomheder, der er specialiseret inden for et af områderne, kan byde ind på den relevante delaftale.

En del af den bekymring, som blandt andre brancheforeningen for hjælpemidler Danish.care luftede forrige sommer, var netop, om aftalen ville bestå af delaftaler og dermed kunne åbne op for mindre leverandører, så de ikke automatisk blev holdt ude af en stor og langvarig SKI-aftale.

Alle kommuner har haft mulighed for at tilslutte sig aftalen, som forventes at træde i kraft til marts næste år.

I slutningen af året vil SKI sammen med kommunerne starte anden bølge af udbuddet af genbrugshjælpemidler op. Det vil blandt andet omfatte puder, kørestole, sengeborde og glide- og vendemidler.

Strategiskift vender milliontab til overskud for Danmarks største leverandør til sundhedssektoren

Eksperter skal inddrages i nationale indkøb af medicoudstyr

Mediq taber voldgiftssag om stort udbud

Sundhedsreformen er uklar omkring hjælpemidler 

Dansk Erhverv stævner tre kommuner for hjælpemiddelfusk 

Kommunale udbud sender medicoleverandør i minus 

Life science-industrien i hårdt angreb på SKI: Hører ikke hjemme her 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også