Afgående WS Audiology-topchef er stolt af fusionsresultaterne

Det har ikke været en let beslutning for Jørgen Jensen at tage afsked med det WS Audiology, som han selv har været med til at skabe ud af fusionen af Widex og Sivantos, men efter lang tids overvejelse er han klar til nye udfordringer.
Foto: Ida Munch/ERH
Foto: Ida Munch/ERH
AF RITZAU FINANS

Det er efter grundig og moden overvejelse, at Jørgen Jensen har valgt at stoppe som topchef hos WS Audiology godt og vel et halvt år inde i fusionsprocessen mellem Widex og Sivantos.

Netop det projekt står den afgående topchef meget nært, og derfor har det heller ikke været en let beslutning at sige stop. Men efter 14 år som topchef i forskellige selskaber er Jørgen Jensen nu parat til et nyt kapitel - en professionel bestyrelseskarriere.

"Der er ingen tvivl om, at WS Audiology er Jan Tøpholms (næstformand hos WS Audiolog) og min baby. Den har vi arbejdet meget hårdt på at få til verden over de seneste fire år. Det er vi stolte af er sket, og vi har fået et rigtig godt fundament med bedre synergier, end vi havde regnet med," siger Jørgen Jensen til Ritzau Finans og tilføjer:

"Jeg er stadig relativt ung og har masser energi, så jeg er klar til nye udfordringer. Det her er resultatet af en lang proces i mit hoved. Jeg har over længere tid overvejet, hvad jeg skal i resten af mit liv, og efter at jeg har diskuteret det med venner og familie, har jeg haft en snak med bestyrelsen, og vi er sammen kommet frem til, at jeg skal noget andet nu."

Har skabt gode resultater

Gennem de seneste seks år har Jørgen Jensen fungeret som topchef for Widex og WS Audiology.

Han kom til det familieejede Widex, på et tidspunkt hvor væksten var gået voldsomt ned, og indtjeningsmarginerne haltede betragteligt de andre store selskaber i høreapparatsektoren.

Siden er både toplinjen og indtjeningen blevet løftet ganske markant, og Widex er igen blevet en så stor spiller, at det var muligt at tiltrække interesse for en fusion fra den svenske kapitalfond EQT, som sad 100 pct. på Sivantos inden sammenlægningen.

"Jeg synes, at jeg har bragt Widex og WS Audiology til et højere niveau, end da jeg kom. Derfor er det også helt fint for alle parter at give det videre nu. Der er en tid for alting, og jeg synes, at den er kommet nu for et skifte videre for mig," siger Jørgen Jensen.

"Det er jeg helt ærligt ret tilfreds med, og jeg vil forsøge at forfølge en karriere som professionelt bestyrelsesmedlem. Jeg har masser af energi til det stadig," fortsætter han.

Ingen konkrete planer endnu

Endnu har han ikke lagt nogen konkrete planer for, hvor han gerne vil sidde med om bordet i bestyrelsen, men med stor erfaring fra medtech-branchen er det i hvert fald et område, som Jørgen Jensen vil kigge på med interesse.

"Konkret har jeg ikke andre planer, end at jeg skal hjælpe Eric Bernard, der overtager jobbet, med at komme ordentligt i gang. Sådan en overdragelse tager op til en måned. Eric og jeg har lagt planer for det. Vi har et super godt forhold og er på bølgelængde, så det bliver nemt at gøre," siger Jørgen Jensen.

Han understreger, at det har været lettere at tage beslutningen om at sige stop netop nu, når han vidste, at der stod en kompetent afløser parat i form af Eric Bernard, der tidligere i år blev ansat som chef for engrosforretningen i WS Audiology.

"Selvfølgelig har det gjort det lettere. Når man er administrerende direktør, har man ansvaret for alle medarbejdere. Det ville ikke være rart at forlade selskabet og se det gå sydover efterfølgende. Men der er super kompetente medarbejdere og en meget professionel bestyrelse, så jeg er fuld af fortrøstning i forhold til selskabets drift fremover," siger Jørgen Jensen.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også