Analytiker: Fokus på fremtiden sender Demant-aktien op

Det vidner om et stærkt 2. halvår, når høreapparatsproducenten Demant fastholder forventningerne til året trods en svag start på året, vurderer analytiker.
Foto: PR
Foto: PR
AF RITZAU FINANS

Demant-aktien er i god form efter tirsdag morgens periodemeddelelse fra selskabet, der bekræftede forventningerne om en meget sløv start på året.

Til gengæld holdt Demant også fast i sine forventninger til hele året, og det indikerer, at der kommer en stor fremgang i væksten og indtjeningen i andet halvår.

Og det er forklaringen på aktiens fremgang, lyder vurderingen fra det norske finanshus DNB.

I periodemeddelelsen fortæller Demant, at selskabets driftsresultat i første halvår vil blive på niveau med eller lidt lavere end resultatet i første halvår sidste år, der gav et EBIT på 1226 mio. kr.

For hele året fastholder selskabet samtidig forventningerne om et EBIT på 2,65-2,95 mia. kr., hvilket indikerer markant mere gang i hjulene i de sidste seks måneder af i år.

Det skyldes blandt andet effekten af en stribe produktlanceringer - herunder af topproduktet Oticon Opn S - men også at Demant til den tid har lagt en sløj start i Frankrig grundet en stor sundhedsreform bag sig.

"Jeg tror, at aktiens stigning er en god kombination af, at Demant lader være med at tale så meget om første kvartal og i stedet fokuserer på, hvad der skal ske i fremtiden. Der er mange derude, der har været nervøse for, hvad der ville ske," siger Rune Majlund Dahl, der er analytiker hos DNB, til Ritzau Finans.

"Nu ved de, hvor første halvår ender henne. Og med de fastholdte forventninger ved vi også, at der kommer et markant opsving i andet halvår," fortsætter han.

Svag start var flaget

Han henviser til, at Demant-ledelsen allerede i forbindelse med præsentationen på den årlige messe hos den amerikanske brancheforening for audiologer, American Academy of Audiology (AAA) i Columbus, Ohio i slutningen af marts fortalte, at første kvartal ville blive meget svagt.

Det skete med henvisning til netop den franske sundhedsreform, som Demant nu vurderer har kostet 50 mio. kr. på EBIT-niveau i de første måneder af 2019, og den forskudte effekt af lanceringer af produkter i både Oticon, Bernafon, Sonic, Philips-samarbejdet og Oticon Medical, hvor Demant er på trapperne med den benforankrede løsning Ponto 4.

På præsentationen, der ellers normalt fokuserer meget på netop produktlanceringerne, brugte Demant meget tid på at gøre det klart for analytikerkorpset, at første halvdel af året vil blive meget svagt.

Det skabte pres på aktien, som derfor også har klaret sig dårligere end nogle af de største konkurrenter.

"Den har ligget lidt underdrejet i forhold til eksempelvis GN, og når vi nu har fjernet noget af usikkerheden, er folk nok bange for at komme for sent med på vognen. Derfor køber de nu, og så stiger aktien," siger Rune Majlund Dahl.

"Vil man gerne med ind i aktien, kan det måske være for sent, hvis man venter på at se tallene for første halvår i august," uddyber han.

Detailvækst på vanskelige markeder

Han peger desuden på, at Demant har oplevet positiv organisk vækst på detailmarkederne i USA og Australien, hvor selskabet sidste år havde vanskeligheder og negativ vækst.

I Australien handler det om en ændret markedsdynamik, mens forretningen på det store amerikanske marked har været påvirket af en restrukturering af forretningen, som Demant gerne vil centralisere mere og gøre til en bedre sammentømret enhed.

"Det er helt klart en af de positive ting ved meldingen. Der er nu positiv vækst i USA og Australien, så Demant er på rette spor på den front. Kigger man på 2020, kan det godt være en positiv bidragsyder til den samlede vækst," siger Rune Majlund Dahl.

"Og så ved vi jo allerede nu, at første halvår 2020 kommer til at give et let sammenligningsgrundlag på grund af den svage start i år. Hvis man så har positiv vækst i detail og en helårseffekt af Oticon Opn S og de andre lanceringer, så kan man kigge 12 måneder frem og se positive tal for Demant," vurderer analytikeren.

Demant-aktien stiger tirsdag formiddag med 3,7 pct. til 217,50 kr. og er dermed øverst i det danske C25-indeks.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også