Høreapparater vil være i fokus i GN-regnskab

Det vil primært være udviklingen i høreapparat-division, GN Hearing, der vil være værd at holde øje med i GN Groups kvartalsregnskab onsdag, vurderer Sydbank.
Foto: Sebastian G. Brandenhoff
Foto: Sebastian G. Brandenhoff
AF RITZAU FINANS

Det vil være udviklingen i GN's høreapparatselskab, GN Hearing, som investorerne vil holde mest øje med, når der bliver sat punktum for første kvartal onsdag morgen.

For headset-divisionen GN Audio er spændingen nemlig allerede blevet pillet ud af regnskabet, efter at divisionen den 12. april opjusterede sine forventninger og løftede sløret for foreløbige tal for første kvartal.

I GN Hearing er der generelt i markedet forventning om lidt mere fart i forretningen i de første tre måneder af året, end tilfældet var i samme periode af sidste år.

Det kan i særlig grad tilskrives lanceringen af både Resound Linx 3D og Resound Linx Quattro, der er blevet en stor succes hos den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs (VA), der tilpasser høreapparater til militærveteraner.

Fokus på mulig kannibalisering

Grundet den korte afstand mellem lanceringen af de to produktfamilier vil der også være fokus på, om Resound Linx Quattro æder af salget af Linx 3D, selv om GN selv håber på sameksistens de to familier imellem.

"Vi forventer, at GN Hearing har fået en salgsmæssig god start på 2019, hvor det stærke salgsmomentum fra slutningen af 2018 er fortsat ind i 2019. Vi estimerer en organisk salgsvækst på 10 pct. i GN Hearing i første kvartal 2019. Vi forventer, at salget af høreapparatfamilien Resound Linx Quattro vil bidrage markant til salgsvæksten," skriver Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank, i en optakt til regnskabet.

"Vi har fokus på kommentarer omkring Resound Linx Quattros kannibalisering af salget af den ældre produktfamilie Resound Linx 3D. Vi forventer, at GN Hearing kan berette om en begrænset kannibaliseringseffekt i første kvartal 2019," fortsætter analytikeren.

Konsensus blandt 19 analytikere, som GN selv har spurgt inden regnskabet, er en organisk vækst i GN Hearing på 8 pct. i første kvartal mod 5 pct. i den tilsvarende periode af 2018.

Omsætningen ventes at lande på 1507 mio. kr. mod 1365 mio. kr. i første kvartal sidste år. Forventningerne til EBITA-marginen er 18,4 pct. mod 19,2 pct. i første kvartal 2018.

Hos Sydbank venter Søren Løntoft Hansen en omsætning i GN Hearing på 1534 mio. kr. og en driftsmargin (EBITA) på 19,1 pct.

Regnskabet fra GN ventes offentliggjort onsdag den 1. maj omkring klokken 7.00.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også