Pensionskasser stemte imod Ambus lønpolitik - men den blev godkendt

Trods modstand og kritik fra pensionsselskaberne ATP og MP Pension blev Ambus politik for ledelsesaflønning, der har sendt flere hundrede millioner kroner i retning af topchef Lars Marcher, godkendt på selskabets generalforsamling.
Foto: /Ritzau Scanpix/Liselotte Sabroe
Foto: /Ritzau Scanpix/Liselotte Sabroe
AF RITZAU

(opdateret 13.12.2018 kl. 7.00)

Optionsprogrammerne er både for store og komplicerede hos medicoselskabet Ambu. Sådan lød kritikken fra ATP på Ambus ordinære generalforsamling onsdag eftermiddag.

"Vi stemmer imod vederlagspolitikken, idet optionsprogrammerne er for store og komplekse, lød det fra pensionskassen, der blandt andet henviste til, at der er to aktive parallelle optionsprogrammer i gang, som direktionen kan få gavn af."

"Jeg har igennem de seneste år haft nogle gode diskussioner med bestyrelsesformanden om det uhensigtsmæssige i at komplicere aflønningen af direktionen, ved at der er flere optionsprogrammer, der løber parallelt."

"I ATP foretrækker vi aktieprogrammer frem for optionsprogrammer, da volitalitet kan give optionsejerne store fordele," sagde Claus Berner Møller, der er underdirektør i ATP, på onsdagens generalforsamling.

Foreslår loft for optionsprogram

ATP ejede ved udgangen af halvåret 2018 1,04 pct. af aktiekapitalen i Ambu. MP Pension bakkede op, idet pensionskassen allerede inden afstemningen også tilkendegav, at det var planen at stemme imod vederlagspolitikken.

"Vi mener, at der er elementer i vederlagspolitikken, som mangler at blive adresseret. Vi går ind for, at godt arbejde bliver belønnet, og vi har intet imod store bonusser og incitamentsprogrammer. Men skal en virksomhed forblive sund og udvikle sig positivt på lang sigt, så skal den også fungere i samarbejde med den omverden og det samfund, man befinder sig i."

"Den kritik, der har været, mener vi, peger mod, at ledelsens aflønning måske ikke er helt afstemt og anes for at være helt fair i omverdens øjne, lyder det fra MP Pension, der blandt andet efterspørger et loft over den potentielle værdi af optionsprogrammerne."

"Vi så gerne, at man givet aktiens historiske udvikling og de fremadrettede vækstudsigter, der er for Ambu - som jo ser gode ud - alligevel havde forholdt sig mere kritisk til, hvor mange penge programmerne i sidste ende kan løbe til. Altså at man lægger et loft over den ultimative udbetaling i sidste ende," sagde Anders Schelde, der er investeringsdirektør hos MP Pension.

MP Pension udtalte også, at det der kan være tvivl om, hvorvidt endnu flere aktier og penge kan fortsætte med at være en motiverende faktor for ledelsen.

Til gengæld roste de to pensionsselskaber Ambu for den vederlagsrapport, som selskabet på eget initiativ i år er begyndt at udarbejde for at sikre mere transparens om vederlaget og optionsprogrammet. Her er det muligt at se en lang række detaljer om aflønningen, og herunder hvilke resultater der kan udløse af optioner.

Formand: Vil tage det med i debatten

Vederlagspolitikken blev dog godkendt på den ordinære generalforsamling, og ifølge Ambus bestyrelsesformand, Jens Bager, afveg politikken heller ikke materielt fra den politik, der blev godkendt sidste år. Han fortalte også, at bestyrelsen vil tage kritikken fra de to aktionærer til efterretning.

"Vi lytter selvfølgelig til, hvad I siger og vil tage det som et element i vores debat i bestyrelsen, når vi sætter os ned i 2020 og skal designe nye programmer," lød det fra Jens Bager.

På nuværende tidspunkt har Ambu to aktive optionsprogrammer, hvoraf det ene er knyttet op på målene i den strategi, som blev lanceret sidste år under navnet "Big Five 2020".

Inden repræsentanterne fra de to pensionskasser gik på talerstolen forklarede Jens Bager, at bestyrelsen var af den overbevisning, at de optionsprogrammer, Ambu har etableret, er "sædvanlige" og "sammenlignelige" med andre danske virksomheder.

Lars Marcher står til gevinst på 512 mio kr fra aktieoptioner i Ambu

Lars Marcher lægger lønpakke på over 500 mio frem: "Jeg har det rigtig fint med det" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også