Finanshus: Markedet havde sigtet højere i Ambu-regnskab

Ambu-aktien falder tungt på børsen efter tirsdagens årsregnskab, der ellers levede op til selskabets forventninger.
Foto: /Ritzau Scanpix/Liselotte Sabroe
Foto: /Ritzau Scanpix/Liselotte Sabroe
AF RITZAU FINANS

Ambu levede fint op til egne forventninger i fjerde kvartal af 2017/18, men markedet havde stilet endnu højere, og derfor får aktien klø fra morgenstunden tirsdag, vurderer børshuset ABG Sundal Collier.

Efter en halv times handel er Ambu faldet med 8,2 pct. til 124,90 kr.

"Konsensus-estimaterne lå lidt højere, end det Ambu leverede i dag, og det er derfor, at man ser aktien falde," siger analytiker i ABG Ole Henrik Bang-Andreasen.

Ambu kom ud af fjerde kvartal med en omsætning på 729 mio. kr. mod 629 mio. kr. i samme periode for et år siden. I lokal valuta svarer det til en vækst på 15 pct.

Også for hele 2018 endte den organiske vækst på 15 pct., og det var på linje med Ambus egen forventning om en vækst i salget på 15-16 pct. på organisk basis.

Overskuddet af primær drift, EBIT, landede før særlige poster på 165 mio. kr. i fjerde kvartal, og overskudsgraden før særlige poster, EBIT-marginen, voksede dermed til 22,6 pct. fra 21,3 pct. i samme periode af 2016/17.

Det var dog en skuffelse for analytikere, der havde regnet med en større overskudsgrad. Estimater, som Ambu selv havde indsamlet op til regnskabet, viser, at analytikerne sigtede efter en EBIT-margin på 22 pct. på årsbasis, mens Ambu kun nåede en margin på 21,6 pct.

Målt på salget af engangsvideoskoper, der står for størstedelen af Ambus vækst, blev det til et samlet salg på 560.000 enheder i 2017/18. Det var 10.000 flere, end Ambu havde stillet i udsigt, men heller ikke helt på niveau med forventningerne blandt analytikerne, der havde estimeret et salg på 561.499 engangsendoskoper.

"Konsensus lå vældigt højt, specielt i forhold til skoperne. Det er det, der presser aktien som sådan," siger Ole Henrik Bang-Andreasen, der anbefaler "køb" af aktien.

"Jeg mener, at potentialet inden for skoper er meget stort. Det er en meget lille spiller i et meget stort marked, men højmultipelaktier vil nok fortsætte med at opleve volatilitet fremover."

Ambu rammer plet med forventningerne Salget af endoskoper og nylancering er i fokus i Ambu-regnskab 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også