Salget af endoskoper og nylancering er i fokus i Ambu-regnskab

Alt opmærksomheden kommer til at være rettet mod præstationen i Ambus videoskop-portefølje, når selskabet aflægger regnskab tirsdag morgen, siger ABG Sundal Colliers analytiker, og det inkluderer også de planlagte lanceringer af nye skoper.
Foto: /Ritzau Scanpix/Liselotte Sabroe
Foto: /Ritzau Scanpix/Liselotte Sabroe
AF RITZAU FINANS

Toplinjen, driftsmarginen, salget af engangsvideoskoper og lanceringen af et nyt produkt vil være omdrejningspunkterne, når medicoselskabet Ambu offentliggør sit regnskab for fjerde kvartal af det skæve regnskabsår 2017/18 tirsdag morgen.

Sådan lyder vurderingen fra Ole Henrik Bang-Andreasen, der er aktieanalytiker hos ABG Sundal Collier.

I regnskabsåret, der sluttede ved udgangen af september, venter Ambu selv en organisk vækst i niveauet 15 pct. opgjort i lokal valuta og en overskudsgrad (EBIT-margin) før særlige poster i niveauet 21-22 pct.

"Jeg forventer, at de eksekverer på det, de lovede til kapitalmarkedsdagen, og at resultaterne måske er lidt bedre end forventningerne til 2018. De plejer at levere resultater, som er lidt stærkere, end det de guider på. Jeg regner bestemt ikke med at se noget, der er svagere," siger Ole Henrik Bang-Andreasen til Ritzau Finans.

Forventningerne til det nye regnskabsår 2018/19 er også allerede kendt, da den danske medicokoncern løftede sløret for dem i forbindelse med kapitalmarkedsdagen i oktober.

I regnskabsåret, der begyndte i starten af oktober, forventer Ambu en organisk vækst i niveauet 15-16 pct., en EBIT-margin på 22-24 pct. og frie pengestrømme på mellem 400 og 475 mio. kr.

Fokus på udviklingen i skopforretning

Den danske medicokoncern har tre forretningsområder, og det er særligt det ene, der er i fokus. Det drejer sig om visualiseringsforretningen, som koncentrerer sig om videoskoper til engangsbrug, da det er den del af forretningen, Ambu har høje vækstambitioner for.

"Det er skoperne, EBIT-marginen og toplinjen, der særligt vil være i fokus. Anæstesi-forretningen vil udgøre en mindre og mindre procentdel af hele forretningen fremover, og det er væksten i skoperne, der er det vigtige," siger ABG Sundal Colliers analytiker forud for tirsdagens regnskab.

Ambu lancerede sidste år den fjerde generation af produktet Ascope, som bruges af narkoselæger til at orientere sig i patientens luftveje. Medicoselskabet lovede i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal, at det i regnskabsåret 2017/18 vil have solgt mindst 550.000 engangsendoskoper.

Analytikerne forventer, at der vil være solgt i alt 561.499 styk, viser estimater indsamlet af Ambu blandt seks analytikere.

Potentialet er stort trods konkurrence

Flere konkurrenter, der producerer flergangsskoper, har også fået øjnene op for dele af engangsmarkedet, og det har i løbet af i år skabt usikkerhed blandt investorerne. Ifølge Ole Henrik Bang-Andreasen skal det dog ikke ses som en stor trussel.

"Ambu er det første selskab på markedet, der fokuserer på engangsskoper, og selv om de måske kommer til at være en mindre spiller, så er potentialet meget stort," siger analytikeren, der selv har en købsanbefaling af aktien.

Det næste stykke tid kommer flere nye produkter også til at se dagens lys, da medicokoncernen på nuværende tidspunkt har planer om i alt fire nylanceringer.

Markedet har særligt haft fokus rettet mod et engangskoloskop, der skal bruges til mave- og tarmundersøgelser. Det kaldes også SC210, og på kapitalmarkedsdagen i oktober bekræftede ledelsen, at det ville blive lanceret inden jul.

"Jeg håber at få noget mere at vide om koloskoperne, som skal være ude på markedet snart. Jeg regner med, at de løfter noget af sløret for, hvordan det kommer til at foregå," siger Ole Henrik Bang-Andreasen.

Aktiens store rutsjetur

Siden nytår har Ambu-aktien også været på en stor rutsjetur, og da den var på sit højeste i midten af august, kostede aktien mere end 274 kr. - og dermed var aktien på det tidspunkt steget med 146,6 pct. siden årets start.

Men efterfølgende startede en større nedtur for aktien, der mandag formiddag koster 141,20 kr., men ifølge ABG Sundal Collier har storudsalget af aktier været en overreaktion.

"Vi fik et uheldigt miks af bestyrelsesformandens salg af aktier, konkurrenternes kommentarer om engangsskoper og det store salg fra Chr. Augustinus Fabrikker. Det skabte usikkerhed i aktien, der er blevet barberet med 50 pct. Det mener jeg ikke, er velfortjent," siger Ole Henrik Bang-Andreasen.

Han henviser til, at Jens Bager, der er formand for bestyrelsen, i august solgte 250.000 af sine aktier i medicoselskabet, og at den tidligere storaktionær Chr. Augustinus Fabrikker i september solgte 13,5 mio. aktier med en rabat på 10,2 pct.

Derudover var aktien også i september tynget af, at den japanske konkurrent Olympus ytrede skepsis over for anvendelse af engangsprodukter inden for koloskopi.

Ambus regnskab for 2017/18 offentliggøres tirsdag den 13. november før børsåbningen.

Ambu-direktør: Aktien lider stor uforklarlig nedgang 

Midt i kurskrise: Ambu-topchef tvunget til rokade i koncerndirektionen 

Ambu-topchef sammenligner konkurrenter med Kodak og Nokia: "Der er en masse forvirring i markedet" 

Ambu-formand fortryder personligt salg af stor aktiepost 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også