Chemometec-aktien fortsætter rekordridt efter nylig opjustering

Celleanalyseselskabet Chemometec har solid medvind på aktiemarkedet, hvor selskabets aktie mandag middag står til at sætte nu kursrekord.
AF RITZAU FINANS

Aktien i Chemometec, der producerer og sælger celletællere, ligger mandag middag til at kunne lukke i rekordhøjt territorium efter flere dage med stigninger.

Den aktuelle kurs på 62,80 kr. per aktie vil således være det højeste kursniveau, som Chemometec-aktien nogensinde er lukket i. Den eksisterende lukkerekord blev sat i fredags, hvor aktien lukkede i 57,80 kr. stykket.

Siden selskabet mandag i sidste uge opjusterede forventningerne, er Chemometec-aktien braget til vejrs med knap 45 pct. Alene mandag middag ligger aktien til en stigning på 9,3 pct.

Chemometec opjusterede sine forventninger til regnskabsåret 2017/18 på grund af en bedre end ventet salgsudvikling. Fra tidligere at have ventet en omsætning i intervallet 104-107 mio. kr. og et driftsoverskud før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 23-26 mio. kr. ser Chemometec nu omsætningen lande i intervallet 110-112 mio. kr. og driftsoverskuddet på 28-30 mio. kr.

Mandagens opjustering var den tredje i løbet af indeværende regnskabsår. Det virker umiddelbart som mange på så kort tid og kan derfor sætte spørgsmålstegn ved, om de tidligere forventninger har været for konservative. Det er Michael Eising, administrerende direktør i Chemometec, imidlertid ikke helt enig i.

"Det kan man diskutere. Men det er altså en svær opgave at sidde og vurdere, hvordan tingene kommer, og om det er kunder, der køber ind til lager, eller om det bliver ved med at komme kontinuerligt. For hvis der er nogle, der køber stort ind til lager, så må man forvente, at der så bliver et fald efterfølgende. Det er sådan nogle ting, vi sidder og kigger på hele tiden for at prøve at vurdere, om det er en trend, der kommer, eller om kunderne køber stort ind for at være parate til at kunne reagere hurtigt på den efterspørgsel, der ligger hos dem," sagde Michael Eising sidste mandag til Ritzau Finans.

Chemometec-direktør: Har været svært at spå om salget af forbrugsvarer

Chemometec opjusterer for tredje gang i år

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også