Kriseramte GE i alvorlige overvejelser om opsplitning

Efter et rædselsår i 2017 og med en ny chef for bordenden kan tiden være moden til, at verdens største konglomerat splittes op.
Foto: /ritzau/AP/Thibault Camus
Foto: /ritzau/AP/Thibault Camus
AF SØREN SPRINGBORG, ENERGIWATCH

Det var i en periode verdens mest værdifulde selskab, og med 300.00 ansatte og en 125-årig historie, er GE stadig en sværvægter i internationalt erhvervsliv.

Men selskabets selvopfattelse står over for en alvorlig udfordring. For efter et forfærdeligt 2017, hvor selskabet har skiftet adm. direktør, indledt massive frasalg og skåret kraftigt i udbyttebetalingen, er der nu seriøse overvejelser om at splittet selskabet op. Det skriver den amerikanske erhvervsavis Wall Street Journal.

Selskabet producerer i dag alt fra hospitalsudstyr, flymotorer og vindmøller, og det leverer en lang række finansielle ydelser – herunder forsikring.

Men konceptet med at satse på mange heste kan have overlevet sig selv, lyder det i følge Wall Street Journal fra selskabets direktør, John Flannery, der overtog ansvaret for GE i sommer. I stedet overvejer han at adskille GE's operationer, så de største afdelinger bliver selvstændige selskaber.

Det skal ske for at forsikre investorerne om, at General Electric gør alt for at vende de seneste års krisesituation.

GE's aktie er dykket over 40 procent det seneste år, og faldt i går yderligere 2,9 procent efter nyheden om, at selskabet må bogføre et udlån på 6.2 mia. dollar i 4. kvartal 2017 på forsikringsdelen, der desuden skal polstres med yderligere 15 mia. dollar over de næste syv år.

Skulle GE vælge en opsplitning, kan man trække på erfaringerne fra de seneste par år, hvor man har udskilt blandt andet divisionen for husholdningsapparater og finansieringsdivisionen.

Opsplitningen af GE kan i følge Wall Street Journals kilder begynde allerede dette forår.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også