Lundbeck konstituerer finansdirektør som topchef efter Schultz

Kåre Schultz har tirsdag sidste arbejdsdag i Lundbeck, før han tiltræder i israelske Teva. Finansdirektør Anders Götzsche konstitueres i stillingen, indtil permanent afløser er på plads.
Foto: Lundbeck
Foto: Lundbeck

Bestyrelsen i Lundbeck har med virkning fra 1. november konstitueret finansdirektør Anders Götzsche som ny topchef efter Kåre Schultz, der har sidste arbejdsdag i koncernen tirsdag.

Det oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse.

“Jeg er meget glad for, at Anders Götzsche har påtaget sig ansvaret som fungerende administrerende direktør i perioden frem til, at en ny permanent administrerende direktør kan starte. Det giver bestyrelsen den fornødne tid til at gennemføre en grundig global søgning og ansættelsesproces,” siger Lars Rasmussen, bestyrelsesformand for Lundbeck, i en udtalelse.

Anders Götzsche kom til Lundbeck fra det Berlingske Officin i 2007.

Samtidig med konstitueringen meddeler selskabet, at det i løbet af de kommende seks måneder forventer at kunne sætte navn på en permanent afløser for Kåre Schultz, der sammen med kommerciel direktør Staffan Schüberg annoncerede deres stop i Lundbeck 11. september. Schultz for at tiltræde en stilling som adm. direktør for kopikæmpen Teva, og Schüberg for at blive direktør i et endnu unavngivet privatejet selskab.

Den ledige stilling som adm. direktør i Lundbeck vil blive besat af en ekstern kandidat.

"Med Anders ved roret i den kommende periode sikrer vi, at Lundbeck kan opretholde sit stærke momentum,” lyder det fra Lars Rasmussen.

Ligesom Kåre Schultz har også Staffan Schüberg sidste arbejdsdag i Lundbeck tirsdag. Hans opgaver vil fremover blive overtaget af vicedirektør Jacob Tolstrup, der får ansvar for kommercielle aktiviteter i Europa, International Markets, Global Marketing og Corporate Business Development.

Samtidig får Peter Anastasiou, direktør for Lundbecks nordamerikanske afdeling, fremover plads i koncerndirektionen. Han vil fortsat have ansvar for kommercielle aktiviteter i Nordamerika.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også