Analytiker: Bavarian Nordic står til klø på aktiemarkedet

Vaccineselskabet Bavarian Nordic må forvente en hård morgen, når aktiemarkedet åbner fredag, vurderer analytiker.
AF RITZAU FINANS

Selskabet har torsdag aften meddelt, at den uafhængige dataovervågningskomité har anbefalet at stoppe fase 3-forsøget med medicinen Prostvac i patienter med prostatakræft.

En kræftbehandling, som selskabet i sit seneste regnskab oplyste, at det havde store forventninger til.

"Vi er meget skuffede på patienternes vegne over, at forsøget med Prostvac som monoterapi ikke var succesfuldt," udtaler Paul Chaplin, administrerende direktør i Bavarian Nordic i selskabsmeddelelsen.

Nyheden kan give store udslag i Bavarian Nordic-aktien, vurderer aktieanalytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen.

"En stor del af værdisættelsen aktiemæssigt i Bavarian Nordic er bygget op omkring Prostvac."

"Man er nødt til at tage Prostvac ud af værdisættelsen, og det betyder, at når markedet åbner i morgen (fredag red.), så vil vi se en meget kraftig negativ kurspåvirkning for Bavarian Nordic-aktien," siger han.

Meddelelsen kommer ifølge Søren Løntoft Hansen, efter at der har været positive fase 2-resultater med Prostvac.

"Det er selvfølgelig drønhamrende ærgerligt for Bavarian Nordic, at det her Prostvac Prospect-studie ikke viser succes," siger han.

I selskabsmeddelelsen lyder det, at de skuffende resultater med kræftmidlet ikke har indflydelse på Bavarian Nordics regnskabsmæssige forventninger for 2017.

Søren Løntoft Hansen vurderer dog, at selskabet vil gå glip af indtjening på den længere bane, og at nyheden på længere sigt kan være negativ for selskabet.

"Men når det så er sagt, så er det vigtigt at understrege, at Bavarian Nordic er andet end Prostvac," siger han.

Han fremhæver flere andre vacciner som selskaber har - blandt andet en koppevaccine og en vaccine mod en luftvejsinfektionssygdom, samt flere midler mod kræft.

Aktien i Bavarian Nordic er steget hele 78 pct. i år og sluttede torsdag i rekordkurs 443,50 kr.

Bavarian Nordics Prostvac fejler i fase 3

Bavarian slutter sig til børseliten: "Det giver god karma" 

Bavarian ruster sig til tætpakket klinisk efterår

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også