Brancheorganisation lægger afstand til grisk farma-boss

Den amerikanske lægemiddelindustriforening er nu ved at slå hånden af adm. direktør, der vil hæve prisen på gammelt lægemiddel 89 gange.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Brancheorganisationen for den amerikanske medicinalindustri Pharmaceutical Research and Manufacturers of America (PhRMA) er klar til at slå hånden af et af deres bestyrelsesmedlemmer, der er kommet i modvind på grund af en eksorbitant prisstigning på et ældre lægemiddel.

Det skriver mediet Endpoints News.

Manden, der er kommet i bad standing, er den adm. direktør for medicinalselskabet Marathon, Jeff Aronin.

Tidligere på ugen kom det frem, at Marathon ville prissætte sit nye lægemiddel Emflaza mod den sjældne muskelsvindslidelse Duchennes Muskeldystrofi (DMD) til 89.000 dollars – altså over næsten 623.000 kr.

Marathon fik en markedsføringsgodkendelse til Emflaza tidligere på måneden, men midlet er egentlig et gammelt lægemiddel, som uden for USA sælges under navnet deflazacort, og som mange har importeret til landet til en pris af bare 1.000 dollars

Marathon har dog fået midlet godkendt under det såkaldte Orphan Drug-program, fordi der ikke er noget middel på det amerikanske marked mod DMD, og har derfor fået syv års markedseksklusivitet, hvilket udelukker andre produkter på markedet.

Marathon har forsøgt at retfærdiggøre den høje pris for Emflaza med, at det har krævet en del studier at få midlet markedsgodkendt, men satte tidligere på ugen lanceringen af midlet på standby efter kritik fra blandt andre den tidligere demokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders.

Og at hæve prisen på lægemidlet 89 gange er altså også lige stift nok for PhRMA, hvor Jeff Aronin faktisk sidder med i bestyrelsen.

”Vi er glade for, at Marathon besluttede at holde pause i lanceringen af deres medicin for at få yderligere input fra patienter og andre interessenter. Deres seneste handlinger er ikke i overensstemmelse med vores organisations mission. Desuden har PhRMAs bestyrelse nu indledt en gennemgang af vores kriterier for medlemskab for at sikre, at vi har fokus på at repræsentere forskningsbaserede biofarmaceutiske virksomheder, der tager betydelige risici for at bringe nye behandlinger og kure ud til patienterne,” lyder det i en udtalelse fra PhRMA, der dog ikke har smidt hverken Marathon ud af foreningen eller Jeff Aronin ud af bestyrelsen endnu.

For blot få uger siden igangsatte brancheorganisationen en ambitiøs marketingskampagne for at fremhæve bidragene fra reel forskning.

Det var på tide at få flere kitler end hættetrøjer i branchen, lød det den gang fra organisationens direktør Stephen Ubl med slet skjult reference til Martin Shkreli, der som den første fik folk til at fare i flint over medicinalindustrien, da han med et slag hævede prisen på den HIV-relaterede medicin Daraprim med 5.500 pct. i selskabet Turing Pharmaceuticals.

Det fik den kække Shkreli til at svare, at han havde lært alt om at hæve priser fra Marathon.

Lancering af muskelsvindsmiddel sat på stand-by

FDA godkender "nyt" muskelsvindsmiddel 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også