MedWatch

Lancering af muskelsvindsmiddel sat på stand-by

Amerikanske Marathon Pharmaceuticals, der har fået godkendt et gammelt middel mod muskelsvind, er på vej ud i en regulær shitstorm på grund af sin prissætning af midlet, og sætter nu lanceringen på pause.

Foto: Evan Vucci

Marathon Pharmaceuticals har meddelt, at de sætter lanceringen af deres middel Emflaza mod den sjældne muskelsvindslidelse Duchennes Muskeldystrofi (DMD) på pause

Det skyldes ifølge blandt andre Reuters, at flere politikere nu sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor Marathon skal have 89.000 dollars om året for midlet – altså over næsten 623.000 kr. – når midlet tidligere har kunnet importeres til mindre end 1.000 dollars – små 7.000 kr.

I en meddelelse fra Marathons øverste chef, Jeffrey Aronin, på patienthjemmesiden ”Cure Duchenne”, skriver han, at selskabet sætter lanceringen på pause på grund af ”bekymringer om, hvordan prisfastsættelse og godtgørelsesdetaljer vil påvirke de enkelte patienter og pårørende.”

Selskabet siger, at det vil holde fast i sit program, hvor 800 patienter i øjeblikket modtager medicinen gratis. Samtidig vil de patienter, der i øjeblikket importerer medicinen fra udlandet, stadig have mulighed for det.

Emflaza er et steroidbaseret lægemiddel, som FDA godkendte mod DMD for fire dage siden. Det går også under generikanavnet deflazacort, og har været tilgængeligt uden for USA i årtier og derfor har patienter i landet kunnet parallelimportere midlet relativt billigt. Det kan de dog ikke længere nu, hvor der er faldet en FDA-godkendelse.

Den tidligere demokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders og det demokratiske kongresmedlem Elijah Cummings har været med til at skabe furore om Marathons høje prissætning af midlet ved at kræve at se noget dokumentation for omkostningerne ved at få det ud på markedet eftersom selskabet ikke selv har udviklet midlet. Marathon købte bare rettighederne til to kliniske test, som allerede var færdiggjort og udførte derefter nogle toksikologiske studier og andre tests for at få det godkendt i USA.

FDA har godkendt Emflaza under sit orphan drug-program, som giver medicinalselskaberne incitamenter til at udvikle lægemidler til små patientgrupper. Incitamenterne betyder blandt andet at selskaberne får syv års markedseksklusivitet til deres produkter, og det er faldet Sanders og Cummings for brystet i Marathons tilfælde, der nu beskylder Marathon for at misbruge orphan drug-programmet.

”Marathon vil have monopol på deflazacort i mange år fremover, hvilket vil forhindre mindre dyre generiske konkurrenter i at komme ind på markedet, selvom dette lægemiddel allerede er tilgængeligt i generiske versioner i andre lande,” lyder det fra de to politikere.

FDA godkender "nyt" muskelsvindsmiddel

FDA godkender omstridt muskelsvindsmiddel 

Endnu et selskab forsøger sig med muskelsvind 

Mere fra MedWatch

Permanent forhøjet forskningsfradrag begejstrer – men ikke uden forbehold

Det vækker begejstring hos branche- og erhvervsorganisationer, at et flertal i Folketinget fredag blev enige om en aftale, der blandt andet betyder, at fradraget for forskning og udvikling permanent forhøjes til 130 pct. Fradraget kræver imidlertid, at aftaleparterne kan finde finansieringen engang til efteråret, og uvisheden giver anledning til bekymring.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier