Biotekfirma gør klar til at indløse guldkupon

Den amerikanske biotekvirksomhed Sarepta kan nu påbegynde en auktion blandt big pharma-selskaberne, som kan indbringe virksomheden et milliardbeløb.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Amerikanske Sarepta har nu takket være FDA fået en særdeles værdifuld kupon i hænderne. Myndighederne har nemlig ifølge Endpoints nu officielt tildelt biotekfirmaet den særlige Priority Review Voucher, som gives til selskaber, der bringer lægemidler mod sjældne sygdomme frem til markedet.

Selskabet har fået kuponen, efter at FDA har godkendt Sareptas middel, Exondys 51 (eteplirsen), mod den sjældne muskelsvindslidelse Duchennes Muskeldystrofi (DMD). En godkendelse, der i øvrigt har fået en hård medfart.

 Massiv kritik af FDA efter Sarepta-godkendelse

Men ikke desto mindre har Sarepta altså nu fået kuponen, som giver selskabet ret til at skære fire måneder af evalueringsperioden for en anden ansøgning i fremtiden.

Selskabet kan dog også vælge at sælge kuponen videre til en anden aktør, og det kan være en lukrativ forretning. Sidste år solgte biotekselskabet Retrophin for eksempel en kupon til franske Sanofi for hele 245 mio. dollars. En kupon, som Sanofi så brugte til at få fremskyndet FDA's behandling af selskabets ansøgning på diabetesmidlet iGlarLixi.

Det var den foreløbige kulmination på auktionerne over disse kuponer. Før det havde Biomarin solgt en i juli 2014 ligeledes til Sanofi for 67,5 mio. dollars, mens Knight i november samme år solgte en kupon til Gilead for 125 mio. dollars. Alle disse blev dog overgået i august sidste år, hvor United Therapeutics solgte dets tildelte kupon for 350 mio. dollars.

Så det er altså ikke utænkeligt, at Sarepta kan indkassere et milliardbeløb, hvis selskabet vælger at sælge kuponen.

Og selskabet har da også alle intentioner om at sælge kuponen videre frem for selv at udnytte den. Sådan lød det i hvert fald tidligere til FierceBiotech fra Ed Kaye, der er midlertidig adm. direktør for Sarepta.

”Selvfølgelig planlægger vi at sælge vores Rare Pediatric Disease Priority Review Voucher, hvilket skulle rejse en masse penge. Men derudover er vi altid opportunistiske, når det handler om at rejse penge, for at sikre, at vi har nok kontanter til at finansiere vores F&U,” lød det fra topchefen i et interview med branchemediet.

 Sarepta-godkendelse skaber værdihop i muskelsvindsniche

 Sarepta gør klar til at fylde pengekisten op

 Novo-rival køber sig til forspring hos FDA 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også