Symphogen skifter ud på topposten

Mens der summes over en børsnotering af biotekselskabet Symphogen, melder ledelsen om, at man får en ny mand på direktørposten, da nuværende adm. direktør Kirsten Drejer træder tilbage.
Foto: Stine Bidstrup
Foto: Stine Bidstrup

Symphogens adm. direktør Kirsten Drejer, der også var med til at stifte selskabet, træder nu tilbage efter seksten års i spidsen for bioteksuccessen. Den 1. september overlader hun pladsen til Martin Olin, den nuværende finansdirektør i selskabet, som har været ansat i Symphogen siden 2012. Det skriver Børsen torsdag.

Beslutningen kommer forud for, hvad der efter al sandsynlighed bliver en vigtig milepæl i virksomheden, når der senere i år vil komme nye data på selskabets hovedkandidat, Sym004. De nye forsøgsdata vil afgøre, om man skal forsøge at sælge selskabet, om der skal findes en partner, om man skal bede de eksisterende investorer om nye penge eller om Symphogen skal gå på børsen.

"Lige nu venter vi på de data, der ser ud til at komme i december, og retningen derefter vil afhænge meget af, hvordan de data ser ud. En børsnotering vil helt sikkert være en mulighed, men det kan også være, at data er så fremragende, at vi får nogle gode købstilbud. Det vil tiden vise,” siger Kirsten Drejer.

Ifølge Martin Olin er det umiddelbare ønske fra både bestyrelsens og ledelsens side, at man vil gå selv. Det peger mod en børsnotering, og den vil sandsynligvis foregå i USA, hvilket også medvirker til Kirsten Drejers ønske om at træde tilbage. En amerikansk børsnotering kræver nemlig en direktør, som kan være i USA i længere tid, end hun er villig til.

Kirsten Drejer vil i første omgang forblive i virksomhedens regi som arbejdende bestyrelsesmedlem, men vil senere gå over til at være næstformand.

 "2015 var et fantastisk år, men 2016 kan blive afgørende for Symphogens fremtid"

 F&U næsten fordoblet hos Symphogen

 Symphogen skifter ud i bestyrelsen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også