Nye antibiotika testes mod "superbugs" i USA

Offentlige incitamenter har hjulpet til at få flere antibiotika-kandidater i test mod de såkaldte superbugs – resistente bakterier – i USA.
Foto: Renata Horvat / Stock.xchng
Foto: Renata Horvat / Stock.xchng

Det lader til, at de amerikanske myndigheders forsøg med at medfinansiere udviklingen af nye lægemidler til bekæmpelsen af multiresistente bakterier har betalt sig. I hvert fald er der på nuværende tidspunkt mindst syv antibiotika-midler i senfase-udvikling, som har vist lovende aktivitet i klinikken. Det melder Richard J. Hatchett, som er den fungerende direktør for den amerikanske stats bioforsvars-agentur.

Wall Street Journal skriver, at agenturet BARDA kører et program, hvor de splitter udgifterne til forskning og udvikling af de nye antibiotikatyper med industrien. De kommer både fra mindre selskaber, men også store repræsentanter som GlaxoSmithKline og AstraZeneca er med i programmet, som støttes af præsident Obamas initiativ fra 2014 om bekæmpelse af resistente bakterier.

Nyheden kommer i kølvandet af meldingen om, at en kvinde i Pennsylvania var inficeret med en variant af E.coli-bakterien, som var resistent over for Colistin – en form for antibiotika, som bruges som sidste udvej mod infektioner. Det er en melding, som har skabt chokbølger hos myndigheder og fagfolk, som i stigende grad har forsøgt at få antibiotika-resistens på agendaen.

Også i Danmark har der været forslag om større politisk opbakning til udviklingen af ny antibiotika blandt andet fra Rasmus Toft-Kehler, som er adm. direktør for den lille biotekvirksomhed AntibiotX, der arbejder på ny antibiotika. Han er også en af de danske repræsentanter i BEAM (Biotechs from Europe innovating in Anti-Microbial resistance), som er en tværeuropæisk sammenslutning af 40 mindre biotekselskaber, som arbejder med antibiotika.

"Manglen på virksomheder og lægemiddelkandidater, som adresserer bakterielle infektioner, understreger hele problematikken. Selvom antibiotikaresistens er anerkendt som en af de største sundhedsmæssige udfordringer i verden, så lider udviklingen af nye lægemidler under manglende politisk handlekraft. Der er et stort behov for at politikernes gode intentioner bakkes op af konkrete handlinger, hvis vi og de kommende generationer, skal have effektive antibiotika mod livstruende infektioner" sagde Rasmus Toft-Kehler i januar i forbindelse med lanceringen af ”Erklæringen om at bekæmpe antimikrobiel resistens” ved World Economic Forum.

 Opdagelse af multiresistent "superbakterie" vækker bekymring i Danmark

 Resistente bakterier truer det moderne sundhedsvæsen

 Medicinalkonsortium til kamp mod antibiotika-resistens

 Forslag om antibiotikaskat afvises af industrien

 Biotek-alliance efterspørger politisk kampvilje mod multiresistens 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også