Analytiker om Genmab: Lægemiddelhåb indfrier alle forventninger

Det er nogle særdeles stærke salgsforventninger Genmab spiller ud med i årsregnskabet for 2015, siger analytiker.
Foto: Sydbank/PR
Foto: Sydbank/PR
AF RITZAU FINANS

Genmabs forventninger til 2016 for det nylancerede kræftmiddel, Darzalex, imponerer og bør også falde i god jord i andre banker.

Det mener senioranalytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen.

Han hæfter sig ved, at Genmabs partner Janssen Biotech, siden den amerikanske markedsføringstilladelse kom i hus i midten af november, har formået at sælge Darzalex for hele 19,7 mio. dollar i fjerde kvartal.

Genmab modtager i den forbindelse 16 mio. kr. i royalties, hvilket ventes at stige til 200-250 mio. kr. i 2016, hvor Janssen ventes at sælge Darzalex for 250-300 mio. dollar, eller op mod 2 mia. kr.

"Det er nogle særdeles stærke signaler omkring Darzalex. Det overgår klart mine estimater for salget i 2016, og jeg tror faktisk også, at de overgår selv de mest optimistiske af mine kollegaers estimater," siger Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans.

Dermed mere end indfrier Genmab forhåbningerne til den absolut mest imødesete del af regnskabet, hvilket ifølge Sydbank-analytikeren vil sikre, at aktien klarer sig bedre end det generelle aktiemarked torsdag morgen.

Nye investeringer

Forventningsdelen i Genmabs regnskab viser godt nok, at biotekselskabet vil bruge mere og tjene mindre i 2016. Således ventes driftsudgifterne at stige til 775-825 mio. kr. fra 579 mio. kr. sidste år, og driftsoverskuddet estimeres at svinde til 25-75 mio. kr. fra 730 mio. kr. sidste år.

Men det skyldes, at indtægterne fra Darzalex investeres i udviklingen af Genmabs næste bølge af lægemiddelkandidater, hvilket kan sikre ekstra indtægter på sigt.

"Det fortæller en historie om, at Genmab har sikret sig et solidt finansielt fundament i Darzalex, som giver mulighed for at investere i sine midler i den tidlige udviklingsfase og tage dem længere frem alene og også få en større royaltysats, når man formentlig senere indgår en partneraftale," siger Søren Løntoft Hansen.

Han peger også på, at Genmabs forudsigelser for salget af Darzalex skitserer en ganske imponerede salgskurve og fremgang i indtægterne ud over 2016.

"Det er forventninger, som i nogen grad minder om det salgsoptag, man så for Imbruvica (kræftmiddel fra Abbvie og Johnson & Johnson, red), dengang det blev lanceret," siger Søren Løntoft Hansen og henviser til, at Imbruvica i 2016 ventes at sælge for omkring 3 mia. dollars efter cirka tre år på markedet.

Flot start til Genmabs kræftmiddel i USA

Genmab skyder til vejrs

Ét afgørende punkt i Genmabs årsregnskab - og en mulig joker 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også