Analytiker: Tresiba-studie leverer særdeles stærke data

Novo Nordisk har ifølge Sydbank-analytiker god grund til optimisme ovenpå fredagens kliniske Tresiba-resultater, som analytikeren kalder en 'game changer'.
Foto: Novo Nordisk
Foto: Novo Nordisk
Af RITZAU FINANS

Novo Nordisks seneste studie af diabetesmidlet Tresiba kan blive en game changer. Det vurderer Søren Løntoft Hansen, der er analytiker i Sydbank.

 Novo får mere skyts i kampen mod Sanofi

"Det er særdeles stærke data. Det er for diabetikerne på et meget væsentligt målepunkt. Man har med det her studiedesign dannet sig bedste fundament for at få det på en indlægsseddel og dermed differentiere sig væsentligt fra verdens mest solgte insulin præparat, Lantus fra franske Sanofi," siger Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans.

Analysen kommer, efter at Novo Nordisk har meddelt, at den danske medicinalgigant i den kliniske udvikling af sit langtidsvirkende insulinpræparat Tresiba har været i stand til at vise, at Tresiba reducerer antallet af episoder med for lavt blodsukker i forhold til Lantus.

I 2012 blev Tresiba afvist af de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, efter et ekspertpanel havde udtrykt usikkerhed om, hvorvidt et tidligere studie beviste netop det.

Største bekymring

Novo Nordisk har imidlertid nu gennemført et studie, hvor deltagerne både er blevet behandlet med Tresiba og Lantus uden at vide hvilket præparat, de har fået. Og her viser studiet, at Tresiba er i stand til at reducere antallet af episoder med for lavt blodsukker "signifikant" i forhold til Lantus. Det gælder både de generelle rater og de natlige rater. Og langtidsvirkende insulin skal især virke om natten, hvor diabetikere ikke indtager føde eller måltidsinsulin.

"Lige netop de her tilfælde med for lavt blodsukker er formodentlig den største bekymring blandt diabetikere. Derfor er det et meget vigtigt studie for Novo Nordisk," slår Søren Løntoft Hansen fast.

Studiets design er da netop også indrettet således, at det kan afkræfte de amerikanske myndigheders bekymringer.

Kan rykke på alle markeder

Resultaterne viste, at ud af 100 patientårs eksponering mod Tresiba var der 186 episoder med enten alvorlig eller symptomatisk forekomst af hypoglykæmi, som er den lægelige betegnelse for et for hurtigt fald i blodsukkeret. Hos konkurrenten Sanofis midler var der derimod 265 episoder.

"Denne reduktion var statistisk signifikant, og studiet opfyldte dermed sit primære mål, idet det viste en reduktion på 30 pct., når deltagerne blev behandlet med Tresiba sammenlignet med insulin glargin," skriver Novo Nordisk i selskabets meddelelse.

Tresiba blev sidste år godkendt til salg på det amerikanske marked, og der er store forventninger til midlet i USA, der er verdens største marked for medicinalselskaberne.

Sydbanks analytiker vurderer, at det nye studie kan øge salget af Tresiba - ikke mindst i USA.

"Det her kan rykke på alle Novos markeder. Men det amerikanske marked udgør omkring 80 pct. af det globale marked for langtidsvirkende insulin. Derfor er det særdeles vigtigt. Og det har især været amerikanerne, som har været tilbageholdende med at anerkende det her konkurrenceparameter," siger Søren Lundtoft Hansen.

 Novo-direktør: Pipelinenyheder står i kø

 Tresiba vil blive lanceret med moderat prispræmie  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også