Eli Lilly får endelig godkendelse af Lantus-efterligning

Det amerikanske medicinalselskab Eli Lilly og deres partner Boehringer Ingelheim har efter et langt tovtrækkeri med Sanofi endelig fået godkendt deres langtidsvirkende insulin. Produktet bliver dog ikke tilgængeligt på markedet lige foreløbig.
Foto: /Ritzau/AP/Darron Cummings
Foto: /Ritzau/AP/Darron Cummings
AF RITZAU FINANS

Eli Lilly og Boehringer Ingelheim har fået de amerikanske sundhedsmyndigheders endelige godkendelse til at sælge deres langtidsvirkende insulinmiddel Basaglar, der er en efterligning af Sanofis storsællert Lantus, på det amerikanske marked.

Produktet kommer dog først på hylderne om et års tid - 15. december 2016 - i henhold til det forlig, som selskaberne indgik med konkurrenten Sanofi, der havde påberåbt sig patentkrænkelse af sit produkt Lantus, som er verdens bedstsælgende diabetesmiddel.

De amerikanske sundhedsmyndigheder kom med en foreløbig godkendelse af Basaglar i august 2014. Afgørelsen var dog afhængig af udfaldet af den rejste patentkrænkelsessag.

Eli Lilly og Boehringer Ingelheim indgik forliget med Sanofi i september, hvor det blev aftalt, at Basaglar kunne komme på markedet i midten af september 2016 mod betaling af et ukendt beløb i royalties til Sanofi af det fremtidige salg.

Basaglar er målrettet behandling af forhøjet blodsukker hos børn og voksne med type 1 og type 2-diabetes.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også