ALK-rival får pålæg om at indstille produktionen midlertidigt

Danske ALK-Abellós franske rival har fået et påbud fra myndighederne om at indstille produktion og distribution fra selskabets fabrik i Antony.
AF RITZAU FINANS

ALK-Abellós konkurrent Stallergenes Greer har fået et pålæg fra de franske myndigheder om midlertidigt at indstille produktion og distribution fra selskabets fabrik i Antony. Desuden skal Stallergenes trække produkter tilbage i Frankrig som led i en plan, der er godkendt af myndighederne.

Det fremgår af en meddelelse fra den franske producent af allergivacciner.

Beslutningen er truffet, efter at der er opstået, hvad Stallergenes betegner som tekniske problemer i forbindelse med lanceringen af et nyt it-system.

"Lanceringen af det nye it-system har resulteret i driftsmæssige forstyrrelser og nogle forkerte produktleverancer," skriver Stallergenes i meddelelsen, der blev offentliggjort onsdag aften.

Produktionen ventes genoptaget, når udfordringerne med it-systemet er løst, og alle de franske sundhedsmyndigheders observationer er adresseret, skriver Stallergenes.

Tidshorisonten og omfanget af restriktionerne på leverancerne er i færd med at blive klarlagt, og Stallergenes vil følge op med yderligere information så snart som muligt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også