Analytiker: Droppet kræftstudie kan give mindre Genmab-kursfald

Det afbrudte fase 3-studie er ifølge Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen en negativ nyhed for Genmab, der alt andet lige vil medføre et kursfald fra morgenstunden.
Foto: Genmab, PR
Foto: Genmab, PR
Af RITZAU FINANS

Et aflyst studie med kræftmidlet ofatumumab er en dårlig nyhed for biotekselskabet Genmab, og det vil formentlig betyde mindre kursfald for aktien i tirsdagens handel.

Det vurderer Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i Sydbank, efter at biotekselskabet har valgt at droppe et fase 3-studie med ofatumumab i en erkendelse af, at det ikke vil vise sig bedre end det konkurrerende middel Rituximab fra schweiziske Roche.

Der var tale om et studie med 516 patienter, der led af lymfekræftformen follikulært lymfom.

"Det er selvfølgelig en negativ nyhed for Genmab, hvor man kunne have håbet på, at ofatumumab kunne bruges i andre indikationer, end det er godkendt til. Så det er selvfølgelig ærgerligt, at man er nødt til til at afbryde et studie, fordi der ikke er den ønskede effekt," siger Søren Løntoft Hansen.

Han regner med, at Genmab-aktien skal falde, når fondsbørsen åbner tirsdag. Reaktionen vil formentlig være begrænset, da Genmab-aktien i høj grad er bundet op på midlet daratumumab, der er til behandling af knoglemarvskræft, og som netop er blevet godkendt i USA.

Tiltrængt emd positivt nyt

"Jeg tror, at det vil give en mindre negativ reaktion. Jeg tror, at rigtig mange investorer hænger deres hat på daratumumab, på Genmabs teknologiplatform og nogle af midlerne i tidlig klinisk udvikling," siger Søren Løntoft Hansen.

Det ville ellers have været tiltrængt med en god nyhed for ofatumumab - der bliver solgt under navnet Arzerra - fordi salget har været under pres på det seneste.

I de første ni måneder af året solgte midlet for 29,9 mio. pund, hvilket var en tilbagegang på 29 pct. i forhold til den samme periode året før. Midlet bliver solgt og markedsført af Genmab-partneren Novartis.

"Det er et middel, der har det svært i øjeblikket, hvor der er stor konkurrence fra andre midler, så man kunne godt have ønsket en positiv nyhed," Søren Løntoft Hansen.

"Det er en form for kræft, som er relativ stor, og det ville have øget patientpopulation for ofatumumab, og derfor er det selvfølgelig ærgerligt, at man ikke er i stand til at vise bedre resultater," siger han.

 Genmab-skuffelse: Fase 3-studie stoppet før tid

 Genmab – fortællingen om den grimme ælling

 Novartis giver milliarder for alle rettigheder til Genmabs Arzerra

 Europæisk salg halter for Genmab 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også