Sanofi i stort sats på nye diabetesmidler

Knap 3 mia. kr. betaler Sanofi for en portefølje af mulige, langtidsvirkende diabetesmidler. Og det er kun de penge, som det pressede selskab investerer nu.
Foto: PR
Foto: PR

Den franske medicinalkoncern Sanofi, hvis diabetesforretning er under massivt pres, satser stort på at få udvidet porteføljen af potentielle lægemiddelkandidater tilbehandling af netop diabetes.

Selskabet, som er en af danske Novo Nordisks største konkurrenter i verden, har nemlig investeret hele 400 mio. euro, 2,93 mia. kr., i det koreanske selskab Hanmi Pharmaceuticals med mulighed for yderligere milepælsbetalinger og tocifrede royalties for op til 3,5 mia. euro, svarende til yderligere 26,11 mia. kr. Det oplyser Sanofi torsdag morgen.

"Aftalen om at udvikle disse tre lægemiddelkandidater til behandling af diabetes bekræfter Sanofis langsigtede ambition at hjælpe mennesker med denne sygdom. Vi har nu muligheden for at udvide vores nuværende portefølje ved at inkludere lægemidler, der administreres ugentligt såvel som dagligt, hvilket kan udvide vores område inden for basalinsulin og udvide vores GLP-1 og vores GLP-1-kombinationsmuligheder. På disse måder forsøger vi at komplementere de muligheder, vi nu tilbyder, og dermed arbejde på at kunne ramme en bredere patientgruppe," udtaler Pascale Witz, chef for Sanofis diabetesdivision, i en kommentar.

Under voldsomt pres

Sanofi oplyste i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal, at man forventer salget af diabetes-relaterede produkter vil falde 4-8 pct. annualiseret i faste valutakurser frem mod 2018. I november sidste år ventede selskabet en flad udvikling.

"Omkring halvdelen af denne ændring er relateret til insulin glargin (Lantus, red.), og den øvrige halvdel er relateret til reducerede forventninger til Afrezza, Lyxumia og BGM (blod og glykose måling)," skrev Sanofi ved den lejlighed.

Sanofis adm. direktør, Olivier Brandicourt, udtalte ved den lejlighed, at de nye forventninger er mere realistiske, og at Sanofi har udviklet et detaljeret scenarie, der skal hjælpe selskabet med mere præcist at forudsige tendenserne på diabetes-markedet.

Direktøren påpegede desuden, at den nye ende af diabetes-forventningerne er konservative, og at man havde solgt sine diabetesmidler i USA med højere rabatter end året før som følge af den hårde konkurrence.

Salget af Sanofis vigtigste lægemiddel, Lantus, faldt kraftigt i tredje kvartal 2015, efter lægemidlet har tabt patentbeskyttelse i seneste kvartal. Samlet set endte selskabets salg af diabetesmidler 6,6 pct. lavere end for samme periode sidste år. Salget af Lantus faldt hele 10,8 pct. til samlet 1,56 mia. euro. Værst så det dog ud på det lukrative amerikanske marked, hvor salget af den mangedobbelte blockbuster dykkede med 19,6 pct. til 997 mio. euro.

"Lilly og Sanofi rapporterer på baggrund af deres porteføljer, og det skal jeg ikke kommentere. Men vi har da bemærket, at Sanofi har taget et relativt negativt udsyn for de næste tre år. Det er en afspejling af, at Tresiba kommer ind på markedet. Vi mener, at det er et overlegent produkt i forhold til Lantus. Toujeo er kommet ind på markedet, og det har fået nogen momentum, men ikke noget vi finder alarmerende. Endelig er Lillys Absaglar også på vej. Så Sanofis franchise bliver presset fra to sider, den innovative og den generiske side. Det er nok derfor, deres udsyn ser lidt negativ ud," sagde Lars Rebien Sørensen, adm. direktør i Novo Nordisk, omkring situationen på diabetesmarkedet i forbindelse med selskabets regnskab for tredje kvartal 2015.

 Rebien: Tresiba vil være tabsgivende i starten

 Boehringer betaler op mod 5 mia for kræftkandidat 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også