Sydbank: Underliggende god Lundbeck-udvikling bør belønnes

På trods af negative påvirkninger fra restruktureringer og nedskrivninger, så ser Lundbeck-regnskabet fornuftigt ud, siger Sydbankanalytiker, og der bor kunne ses i aktiekursen onsdag. Der er dog også negative elementer i regnskabet.
Foto: Lundbeck/PR
Foto: Lundbeck/PR
AF RITZAU FINANS

Kigger man udelukkende på den underliggende udvikling i medicinalselskabet Lundbecks regnskab for tredje kvartal, ser det ganske positivt ud. Og det bør aktien umiddelbart belønnes for i onsdagens handel.

Sådan lyder vurderingen fra Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank.

"Regnskabet er negativt påvirket af restruktureringsomkostninger og nedskrivninger, og det gør jo, at indtjeningen ser ramt ud. Men den underliggende indtjening ser fornuftig ud - og er også bedre end ventet. Omsætningen er ligeledes en spids bedre end ventet, og så får vi jo også en opjustering af forventningerne," siger han til Ritzau Finans.

Og det bør alt andet lige kunne aflæses på aktiekursen fra handelsstart onsdag, vurderer han.

"Lundbeck skal belønnes med en kursstigning for et godt regnskab, hvor den underliggende udvikling er fornuftig," siger Søren Løntoft Hansen.

I tredje kvartal omsatte medicinalvirksomheden for 3669 mio. kr. mod ventet 3543 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates.

Driftsresultatet (EBIT), der var ramt af omkostningerne i forbindelse med de massive restruktureringer, blev et underskud på 1519 mio. kr. mod et ventet minus på 1700 mio. kr.

For hele 2015 opjusterer Lundbeck forventningerne, så der nu ventes et samlet driftsunderskud på 6,8 mia. kr. mod den tidligere forventning om minus 7 mia. kr. på den post.

Brintellix og Cipralex skuffer

Skal man pege på negative elementer i Lundbeck-regnskabet, falder fingeren umiddelbart på salgsposterne for Cipralex og Brintellix, lyder meldingen fra Søren Løntoft Hansen.

"Cipralex er ramt af patentudløb i Europa og Canada. Det kan en god udvikling i Kina og Japan ikke helt kompensere for. Brintellix skuffer endnu engang, og det giver anledning til lidt panderynker. Det er stadig muligt at nå Lundbecks eget topsalgsestimat på mellem 5 og 10 mia. kr., for der er masser af plads til flere midler på markedet, men der er umiddelbart langt derop," siger senioranalytikeren.

Omvendt ser nogle af de øvrige midler rigtig fornuftige ud, og det er et godt tegn, hvis man kigger lidt længere frem.

"Onfi klarer sig rigtig godt, Northera har fortsat højt vækstmomentum, og Abilify Maintena ser også positiv ud. Salget er lidt bedre end ventet for dem," siger Søren Løntoft Hansen.

Lundbeck solgte for 536 mio. kr. af Cipralex mod ventet 590 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates.

Salget af Abilify Maintena blev 181 mio. kr. mod ventet 170 mio. kr., mens Onfi solgte for 448 mio. kr. mod ventet 405 mio. kr., og Nothera omsatte for 135 mio. kr. mod ventet 120 mio. kr.

Brintellix omsatte i tredje kvartal for 180 mio. kr. mod ventet 185 mio. kr.

 Lundbecks nøgleprodukter tager fart

 Lundbeck med lille opjustering 

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også