Sanofi afviser priskrig på europæiske markeder

Amerikanske Eli Lilly er begyndt at rykke ind på en række europæiske markeder med selskabets biosimilære version af Sanofis storsælgende diabetesmiddel Lantus, og indtil videre afviser det franske selskab at gå ind i en priskrig.
Foto: PEDERSEN RUNE
Foto: PEDERSEN RUNE
Af RITZAU FINANS

En ny interessant spiller har meldt sin ankomst på det europæiske marked for langtidsvirkende insulin.

Novo Nordisks store amerikanske rival, Eli Lilly, har ikke tidligere haft en moderne langtidsvirkende insulin med i sælgertaskerne, men det ændrer sig i år, hvor selskabet er i færd med at lancere en efterligning - en såkaldt biosimilær version - af verdens bedst sælgende insulin, Lantus, på de europæiske markeder.

Insulinet, der markedsføres under navnet Abasaglar, er på de første europæiske markeder lanceret til en pris, der ligger omkring 15-20 pct. under prisen på Lantus, der markedsføres af franske Sanofi.

Intens og sløret

Netop det lavere prisniveau, som flere steder er et direkte krav fra myndighederne, er en af de store ubekendte i forhold til, hvordan det vil rykke rundt på markedsandele samt påvirke Novos muligheder for at vokse på det europæiske insulinmarked. Dertil kommer, at såvel Novo som den franske rival Sanofi er i færd med at promovere deres nyeste insuliner, Novos Tresiba og Sanofis Toujeo.

"Der er ingen tvivl om, at med Toujeo, Abasaglar og Tresiba på markedet bliver konkurrencen intensiveret og gennemsigtigheden også mere sløret," siger analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen.

Eli Lillys egne erfaringer med lanceringen er foreløbigt begrænsede, fortæller Jeremy Morgan, chef for Eli Lillys europæiske diabetesforretning i et interview med Ritzau Finans.

"Det er stadig umuligt for mig at knytte nogle faste data til, hvorledes produktet vil klare sig på de større markeder. Af alle de lægemidler, vi har, så tror jeg, at dette er det sværeste at forudse. Men Lantus er et 8 mia. dollar lægemiddel globalt, og for Lilly er det helt fantastisk spændende at have en basal analog efter så mange år, hvor vi ikke har haft nogen," siger Jeremy Morgan.

Intet modsvar

I Tjekkiet og Japan, hvor Abasaglar har været få uger på markedet, har Abasaglar foreløbigt præsteret bedre end Lillys oprindelige forventninger.

I Japan, hvor prisen på Abasaglar ifølge Jeremy Morgan ligger omkring 30 pct. under prisen på Lantus, er det andelen af købskontrakter med diabetesklinikkerne, der ligger foran budgettet. I Tjekkiet er det andelen af nye patienter.

"Det, vi har set på de mindre europæiske markeder, hvor vi har lanceret, er, at der ikke har været et modsvar i form af en prisnedsættelse på Lantus. Det har udløst en meget væsentlig og øjeblikkelig stigning i den andel, patienten skal betale på Lantus frem for på Abasaglar," siger Jeremy Morgan.

Vil beskytte middel

Sådan kommer det dog ikke til at gå på en lang række af de øvrige europæiske markeder, hvor prisforskellen ikke skal dækkes af patienten, og hvor lægerne ikke selv har et incitament til at flytte patienterne til det billigere alternativ.

"Optaget på de enkelte markeder, tror jeg, vil blive afgjort af det magiske mix mellem patientens andel samt betalernes incitament til at flytte patienter. Og på sigt er jeg sikker på, at der vil opstå spekulation om, at engrosleddet vil flytte volumen over mod Abasaglar, hvis de anser det for værdiskabende," siger Jeremy Morgan.

Han vurderer selv, at Sanofis primære fokus nu er at få patienter til at skifte fra deres eget Lantus til medicinalkoncernens nyeste insulin, Toujeo.

"For mig ser det ud som om, at Sanofi vil gøre alt, der er muligt, for at forsøge at beskytte og ikke konkurrere på prisen på Lantus for derved at skabe det bedste udgangspunkt for at flytte patienter. De ønsker ikke en priserosion, som kan skade Toujeo på den lange bane," vurderer Jeremy Morgan, der heller ikke er bekendt med, at Novo har reageret ved at ændre prisen på sin langtidsvirkende insulin, Levemir.

Ud over prisen vil Eli Lilly også forsøge at skabe interesse om Abasaglar med tætte samarbejder med diabetessygeplejersker og læger om vejledning og informationsmateriale, så nye patienter bedst muligt kommer over den ængstelse og bekymring, mange står med, når de skal begynde med injektionsbehandling på en daglig basis.

 Sanofi: Ingen rabat på ny Tresiba-konkurrent 

 Lilly får generelt tilskud til nyt insulin i Danmark

 Novo-dir: Sanofi vil forsøge at sætte priserne op 

 Novo-rivaler sender billig insulin på det britiske marked 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også