Analytiker: Medvind til Novo i et nervøst marked

Når det danske aktiemarked åbner mandag morgen, vil det være med betydelig medvind til Novo Nordisk, vurderer aktieanalytiker hos Alm. Brand Markets. Havde det ikke været for situationen i Grækenland, ville aktien stige endnu mere, mener analytikeren.
Foto: Torben Åndahl
Foto: Torben Åndahl
AF RITZAU FINANS

Novo Nordisk vil få medvind på aktiemarkedet mandag, efter medicinalkoncernen har offentliggjort resultaterne fra det første fase 3a-studie med den nye GLP-1-analog Semaglutid, som man kun skal have en gang ugentligt.

Det mener Michael Friis Jørgensen, aktieanalytiker hos Alm. Brand Markets.

"Data er ikke helt uventet - men det er altid godt at se det sort på hvidt. Selv i et nervøst marked på grexit i dag, så bør det nok kunne løfte aktien. Uden Grækenland ville aktien nok være steget med 2-3 pct. Men aktien bør klare sig bedre end markedet i dag," siger Michael Friis Jørgensen til Ritzau Finans.

I studiet er Semaglutid blevet i givet i forskellige doser i 30 uger sammenlignet med placebo hos 388 mennesker med type 2-diabetes, som tidligere blev behandlet med diæt og motion, oplyser Novo Nordisk.

Studiet opfyldte sit primære mål, da det viste, at deltagere, som blev behandlet med doser på 0,5 mg og 1,0 mg Semaglutid, fra et gennemsnitligt langtidsblodsukkerniveau (HbA 1c) på 8,1 pct. ved studiets begyndelse opnåede større forbedringer i HbA 1c på henholdsvis 1,5 pct. og 1,6 pct. mod ingen ændring i HbA 1c i placebogruppen. 74 pct. og 73 pct. af deltagerne, som blev behandlet, nåede behandlingsmålet om HbA 1c under 7 pct. mod 25 pct. af deltagere, som blev behandlet med placebo.

Stærke data fra Novo

"Det er de første data, vi får på det her ugentlige GLP-1, og de ser ganske stærke ud. Det ser ud til, at være på niveau med Victoza, som er Novos daglige GLP-1-analog og har en okay bivirkningsprofil, hvilket ikke er helt overraskende. I forbindelse med de orale date vi fik i foråret, fik vi en indikation af, at man havde et stærkt ugentligt GLP-1 produkt. Og det må man sige, at de første data bekræfter," siger Michael Friis Jørgensen.

Aktieanalytikeren peger på, at der er meget, der tyder på, at Novo står med et stærkt produkt, der både kan godkendes og er salgbart.

"Det er en stærk nyhed, da konkurrencen er kraftigt skærpet til i det her GLP-1-segment, blandt andet med konkurrenter som har de her ugentlige produkter. Victoza (som er Novos storsællert, og som kræver et dagligt stik, red.) er den gyldne standard indenfor GLP-1-kategorien. Og det ville den sandsynligvis også have været det igennem et langt stykke tid - men konkurrencen er skærpet, og Novo er begyndt at tabe markedsandele dog i et udvidet marked," siger Alm. Brand Markets aktieanalytiker til Ritzau Finans.

"Der er ingen tvivl om, at Novo på sigt havde brug for at få et ugentligt produkt på markedet. Og det ser ud som om man får en rigtig stærk kandidat - og et arsenal indenfor GLP-1-kategorien," siger han.

Kan blive kandidat mod fedme

Samtidig oplyser Novo Nordisk, at der også var et større vægttab i behandlingsgruppen sammenlignet med placebo.

"Det er ikke super vægttabsdata - men noget tyder på, at det også kunne blive en kandidat ud i Novos fedmerejse, som de så småt er begyndt på," vurderer Michael Friis Jørgensen, som vurderer, at Semaglutid vil være på markedet i løbet af halvanden til to år.

Det danske medicinalselskabs aktie lukkede med en stigning fredag på 5,3 pct. til 57,68 dollar på Wall Street. Med mandag morgens dollarkurs svarer det til 387,01 kr. Det er 2,61 kr. mere end ved lukketid i København, hvor aktien sluttede i 384,40 kr. efter en stigning på 3,1 pct.

 Novo stiger i USA efter gode fase 3-data

 Novo-middel viser tænder 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også