Celgene satser milliarder på Amazon-stifters biotekselskab

Den amerikanske medicinalvirksomhed Celgene betaler et markant milliardbeløb til et af de mest lovende biotekselskaber inden for en ny type immunterapi mod kræft i et nyt ti år langt samarbejde.

Amerikanske Celgene har indgået et ti år langt samarbejde med det fremadstormende biotekselskab Juno Therapeutics. Det oplyser Celgene i en pressemeddelelse.

Celgene betaler i alt 1 mia. dollars (6,68 mia. kr.) til biotekselskabet, der gennem tiden har modtaget markante kapitalindsprøjtninger fra Amazon-stifteren Jeff Bezos. Det dækker blandt andet opkøbet af 9,1 mio. aktier i biotekselskabet til en pris på 93 dollars stykket, svarende til omkring 10 pct. af selskabet, samt en upfront-betaling på 150 mio. dollars, når aftalen lukkes.

Celgene har samtidig mulighed for at øge sin ejerandel i Juno på et senere tidspunkt, så man kan komme til at eje helt op til 30 pct. af aktierne i biotekpartneren.

Samtidig får medicinalkoncernen mulighed for at nominere en direktør til Junos bestyrelse, og her er valgte faldet på forskningschefen Tom Daniel.

Største nogensinde

Ifølge Bloomberg indeholder den nye aftale også samlet set den største betaling i en licensaftale mellem et medicinalselskab og et biotekselskab nogensinde, og Junos aktiepris steg med 38 pct. i kølvandet på nyheden.

Juno Therapeutics er da også blandt de mest lovende selskaber, der arbejder med en ny, potent type immunterapi mod kræft kendt som CAR T – eller chimeric antigen receptor-terapi.

Det nye samarbejde vil netop være fokuseret på udvikling af CAR T og en anden type immunterapi rettet mod kroppens T-celler kendt som TCR-teknologi (T-celle receptor). Man vil udvikle nye behandlinger inden for de to områder mod både kræft og autoimmune sygdomme.

Detaljerne i aftalen:

Gennem samarbejdet får Celgene mulighed for at kommercialisere kliniske programmer fra Juno uden for Nordamerika.

Her vil Juno fortsat stå for udviklingen i Nordamerika og beholde de kommercielle rettigheder på disse markeder, mens Celgene vil stå for udvikling og kommercialisering i resten af verden og betale royalties til Juno for salget på disse markeder.

Celgene får også mulighed for at være med til at kommercialisere visse programmer globalt sammen med biotekselskabet.

Samtidig får Juno mulighed for at være med til at promovere og kommercialisere visse af Celgenes kliniske programmer rettet mod T-celler.

Her vil Celgene stå for 70 pct af omkostningerne til udvikling, ligesom selskabet vil løbe med 70 pct. af overskuddet, ligesom man selv vil stå for den globale udvikling og kommercialisering. Juno vil så stå for 30 pct. af omkostningerne og løbe med en ligeså stor del af profitten.

Den omfattende samarbejdsaftale er allerede blevet godkendt af begge selskabers bestyrelser, og det forventes, at transaktionen lukkes i tredje kvartal af indeværende år.

 Medie: CAR T-selskaber er i Big Pharmas søgelys

 Amazon-stifters biotekselskab satser på årets største notering

 Bezos’ biotekinvestering er klar til børsnotering 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også