Novo fastholder lanceringsplan for Xultophy

Franske Sanofis mulighed for at skære fire måneder af behandlingstiden hos de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, - eventuelt i forbindelse med godkendelsen af Lixilan - får ikke Novo Nordisks til at ændre på sin plan for lancering af kombinationspræparatet Xultophy, fastslår forskningsdirektør i Novo Nordisk, Mads Krogsgaard Thomsen.
Foto: Gorm Olesen
Foto: Gorm Olesen
AF RITZAU FINANS

Novo Nordisk vil holde fast i sin lanceringsplan for kombinationspræparatet Xultophy til diabetesbehandling i USA. Det gælder også, hvis den franske ærkerival Sanofi ender med at få et forspring til det amerikanske marked.

Muligheden er opstået for Sanofi, efter at selskabet i maj betalte 245 mio. dollar for en rettighed, så behandlingstiden for et enkelt lægemiddel kan reduceres til seks måneder hos den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA.

 Novo-rival køber sig til forspring hos FDA 

Den schweiziske storbank UBS mener, at det vil give god mening, hvis Sanofi vælger at bruge rettigheden til at skære i alt fire måneder af myndighedernes behandlingstid for diabetespræparatet Lixilan, der vil komme til at ligge i direkte konkurrence med Xultophy.

"Vi ved ikke, hvilket produkt, de vil bruge det til, men vi ved godt, at markedet spekulerer i, at det kunne være til Lixilan. Til det vil jeg sige, at det må de så gøre. Vi er nødt til at følge vores gameplan, siger koncernforskningsdirektør i Novo Nordisk," Mads Krogsgaard Thomsen, til Ritzau Finans.

Novos egen plan fordrer, at de amerikanske diabeteslæger først får kendskab til Xultophys ene bestanddel, Novos langtidsvirkende insulin Tresiba. Det kan, hvis det godkendes af myndighederne, komme på markedet omkring årsskiftet.

"Vores holdning er, at vi skal ud med Tresiba, og først når det brand har etableret sig, så vil vi komme med Victoza plus Tresiba, altså Xultophy. Vi taler typisk et års tid derefter," siger Mads Krogsgaard Thomsen.

Dermed vil Novo formentlig først kunne lancere i 2017. Sanofi har tidligere meddelt, at det venter at indsende registreringsansøgning for Lixilan i fjerde kvartal, og bliver behandlingstiden kun seks måneder, bliver der altså tale om et pænt forspring.

FDA har indført programmet med værdibeviser, eller vouchers, for at fremme udviklingen af lægemidler til behandling tropesygdomme og sjældne lidelser hos børn. Værdipapirerne kan også handles, hvilket det amerikanske biotekselskab Retrophin valgte med aftalen med Sanofi i maj.

"Det er noget, der er i handelen en gang i mellem. Og så skal der bydes til. Men det er ikke Novo Nordisks stil at bruge over 1 mia. kr. på fire måneder. Vi plejer at gøre tingene i vores eget tempo, men var vi under stort pres fra Lillys Trulicity (GLP-1-analog, red), hvilket jeg ikke synes, vi er, da Victoza faktisk vokser nu, så ville det være noget, vi kunne overveje," siger Mads Krogsgaard Thomsen.

Lixilan kombinerer Sanofis langtidsvirkende insulin Lantus med Lyxumia, som er opfundet af danske Zealand Pharma.

Analytikere estimerer ifølge Bloomberg News, at Lixilan vil nå et salg på 690 mio. dollar i 2020, men fremrykkes lanceringen vil dette estimat alt andet lige skulle hæves. Zealand Pharma vil modtage faste lave tocifrede procentvise licensindtægter af salget.

 Her er de væsentligste studier fra ADA

 Novos nye kombinationsmiddel slår rival

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også