Jefferies lægger 180 kr. til Bavarian-kursmålet
![Foto: Bavarian Nordic, PR](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article5850836.ece/ALTERNATES/schema-16_9/bn_logo_rgb.jpg)
Det amerikanske børshus Jefferies følger i hælene på en lang række af sine kollegaer og hæver kursmålet for Bavarian Nordic.
Kursmålet løftes med 180 kr., eller næsten 77 pct., til 415 kr. Anbefalingen er uændret "køb".
Jefferies var blandt få finanshuse, der endnu ikke havde justeret sit syn på Bavarian-aktien i kølvandet af biotek- og vaccineselskabets partneraftale med Bristol-Myers Squibb om lægemiddelkandidat Prostvac onsdag i sidste uge.
Aftalen kan potentielt indbringe Bavarian 975 mio. dollar, eller knap 6,9 mia. kr., i milepæle. Hertil kommer tocifrede royaltybetalinger af et eventuelt salg af Prostvac, der prøves i den afsluttende kliniske udviklingsfase 3 til behandling af prostatakræft.
Blandt de seks børshuse, der har ændret kursmål efter aftalen, ligger Carnegie med højeste kursmål på 430 kr. Laveste kursmål har Jyske Bank på 370 kr. Samtlige seks analytikere anbefaler "køb".
Aktien i Bavarian Nordic sluttede torsdag i 323 kr. efter en stigning på 1,3 pct. Siden offentliggørelsen af partneraftalen er Bavarian steget 53 pct.
Relaterede artikler
Bavarian lander tocifret millionoverskud
For abonnenter