Analytiker: Lundbeck har fået et væsentligt salgsargument

I et presset og befærdet marked med stor kopikonkurrence har Lundbeck fået et væsentligt salgsargument for antidepressivet Brintellix med en opdateret og udvidet indlægsseddel, mener analytiker.
RITZAU FINANS

Det er et plus, at Lundbeck har fået opbakning fra de europæiske lægemiddelmyndigheder til at inkludere data i indlægssedlen vedrørende en vigtig behandlingseffekt for sit nye antidepressiv Brintellix.

Det vurderer analytiker i Alm. Brand Markets, Michael Friis Jørgensen, efter at Lundbeck torsdag morgen kan fortælle, at de europæiske lægemiddelmyndigheder har en positiv holdning til, at indlægssedlen for Brintellix opdateres med data, der viser antidepressivets effekt på kognitive funktioner såsom at koncentrere sig og fokusere.

Der er ifølge Lundbeck tale om det første antidepressiv i Europa, som vil få effekter på visse kognitive funktioner inkluderet på indlægssedlen.

"Det er rigtigt væsentligt, at de får den her effekt på indlægssedlen. Lundbeck står i et presset og befærdet marked præget af kopikonkurrence og har fået et væsentligt salgsargument for produktet, som er de kognitive effekter," siger Michael Friis Jørgensen til Ritzau Finans.

Han peger på, at markedets forventninger til salget af Brintellix ligger på omkring 6 mia. kr., og nu formentlig vil "kravle lidt op ad", som følge af den nye indlægsseddel.

Selv estimerer Lundbeck et topsalg af Brintellix på mellem 5 og 10 mia. kr.

"Men for at nå den høje ende af det her interval, er det nok påkrævet at få de kognitive effekter på indlægssedlen. Det gælder også i USA, hvor det endnu er absolut usikkert, om det lykkes," siger Michael Friis Jørgensen, der har en købsanbefaling af Lundbeck.

Ændringen af den europæiske indlægsseddel ventes ifølge Lundbeck implementeret i slutningen af marts.

 Konkurrencefordel på vej til Lundbecks milliardhåb

 Pipelinefrafald bekymrer ikke Lundbeck 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også