Svensk selskab vil revolutionere markedet for potensmidler

Et svensk selskab, hvis aktier netop er optaget til handel på børsen, vil med en ny teknik revolutionere behandlingen af impotens.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Det svenske selskab Karessa Pharma har en plan. Selskabet, hvis aktier netop er sat i handel på børsen i Stockholm, vil revolutionere markedet for behandling af erektil dysfunktion, bedre kendt som impotens. Dermed er selskabet klar til at tage kampen op med blandt andet Pfizer og det storsælgende potensmiddel Viagra.

"Børsnoteringen er er naturligt skridt i vores bestræbelse på at etablere Karessa Pharma som et førende, innovativt selskab på det voksende marked for lægemidler til behandling af erektil dysfunktion," udtaler Torbjörn Kemper, adm. direktør i Karessa Pharma, i en meddelelse.

Det er dog ikke, fordi det svenske selskab slår sig op på at ville udvikle et middel, som har bedre effekt end eksempelvis Viagra. Karessa Pharma vil derimod udvikle et potensmiddel, som bliver optaget hurtigere og mere jævnt, således at patienten opnår en hurtigere effekt. Viagra bliver som regel optaget, og giver dermed virkning, inden for 30 minutter. Det fremgår ikke, hvor hurtigt Karessa Pharmas lægemiddelkandidat, hvis den bliver succesfuld, vil virke efter indtag.

Det skal ske igennem udvikling af en slags 'frimærke', som patienten så skal lægge på mundens slimhinde. Ifølge Karessa Pharma vil den måde at dosere på altså sørge for både en hurtigere optagelse, men samtidig også mere jævn, optagelse i kroppen.

Ifølge selskabets hjemmeside er der forventning om, at lægemidlet vil kunne ramme markedet om tre år. Allerede i andet kvartal 2015 forventer selskabet at undersøge, hvilken dosis der giver den bedste effekt.

Tirsdag formiddag handles aktien til en kurs på 36,70 svenske kroner per aktie, hvilket giver en markedsværdi på 403,7 mio. svenske kroner. Karessa Pharma er noteret på First North, Nasdaq Stockholm i Sverige.

Læs mere om Karessa Pharma her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også