Mystiske Mikkelsen modtager ikke mails

For 15 år siden hed det om serie-iværksætter Jan Møller Mikkelsen, at hans ambition var at blive en global stjerne inden for biotek; nu kan han være godt på vej.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

”Vi stiller ikke om til Jan Møller Mikkelsen” og nej, man kan heller ikke ringe til ham via det amerikanske kontor.

Kan du så ikke lige stikke mig hans mail?

”Nej, vi udleverer ikke hans mail.”

Så man kan ikke sende en mail til ham?

”Nej”.

Efter et par korte ordudvekslinger står det hurtigt klart for én, at det nok ikke bliver i dag, at en af dansk bioteks mest spændende entreprenører, den for mange uden for inderkredsen ukendte biokemiker og forretningsmand, Jan Møller Mikkelsen, taler ud. Fortæller om sine planer for Ascendis Pharma, der lige har fået tilført en stor stak risikovillige amerikanske dollars. En mand på vej mod endnu en succes.

”Han er en mega-skarp fyr, lidt sky og meget, meget nørdet – hver sætning, han begynder på, knopskyder tre gange,” siger en kilde, der kender Mikkelsen godt, til MedWatch.

”Han er fantastisk godt begavet, oftest det mest intelligente menneske tilstede i mange sammenhænge. Han er ekstremt ambitiøs og kompromisløs og har altid 2-3 backup-planer til ethvert scenarie. Han tager generelt godt hånd om sine ansatte og kolleger - ikke mindst, fordi det jo tjener det overordnede formål at drive projektet fremad. Han kan huske praktisk taget alt han nogensinde har læst, så man skal tænke sig godt om inden man tager en diskussion med ham,” siger en anden kilde.

Bor i USA

Jan Møller Mikkelsen, født 1959, cand.scient. i biokemi og i dag bosat i Palo Alto i Californien, har en fortid som forsker og forskningsleder i Novo-koncernen, inden han i 1999 var medstifter af biotekfirmaet ProFound Pharma, der inden for det første år blev solgt for knap 600 mio. kr. til amerikanske Maxygen og ifølge flere profiler i danske medier de seneste 10 år gjorde Møller Mikkelsen til en holden mand.

Han blev i 2002 hentet ind som direktør i et spin-out fra Lundbeck, Life Cycle Pharma – i dag Veloxis. Også her sagde han, efter sigende, farvel og tak med indsættelsen af en formue på kontoen.

I 2007 stiftede han Ascendis Pharma. Som MedWatch forleden kunne fortælle, har det danske biotekselskab Ascendis Pharma fået både ny kapital og nye bestyrelsesmedlemmer. I en pressemeddelelse oplyser Ascendis Pharma nu, at der er tale om 60 mio. dollars, svarende til knap 358 mio. kr.

Der er tale om en såkaldt serie D-finansieringsrunde, og den blev ført an af den eksisterende investor Sofinnova Ventures, mens også de to nye investorer, OrbiMed og Vivo Capital, var med. En række andre investorer er også kommet med nye penge.

”Det er meget stærke investorer,” som en kilde, ikke uden respekt i stemmen, udtrykker det.

Ascendis Pharma lever af at forbedre allerede eksisterende medicin, så det skal tages færre gange om dagen af patienten. Biotekselskabet har projekter inden for både hjernesygdomme, blødersygdomme og hjertekarsygdomme.

På nuværende tidspunkt er det dog videreudviklingen af et væksthormon, TransCon PEG hGH, der er selskabets helt store håb. Tilbage i september præsenterede Ascendis Pharma foreløbige fase-2-data, som var positive.

Hvad skal han med pengene?

Et af de spørgsmål, som vi gerne ville have stillet Jan Møller Mikkelsen, er, om han nu skal bruge midlerne til at gøre selskabet børsklar; ifølge jungletrommerne er det den mest sandsynlige vej, og det vil efter alt at dømme blive USA, der får fornøjelsen af endnu et dansk børsnoteret biotekselskab.

Et af de få medier, der har haft et længere interview med serieiværksætteren, var det daværende Berlingske Nyhedsmagasin tilbage i 2005. Her lagde han ikke skjul på, at han ser stort potentiale i USA, hvor han også selv har arbejdet som forsker på et universitetshospital i Berkeley.

”Det var et totalt fascinerende miljø. Alene landets størrelse betyder, at der er en større kritisk forskningsmasse. Det giver mulighed for at skabe forskningsmiljøer, der forstærker sig selv, og derved kommer de op på et helt andet niveau, end det jeg havde oplevet herhjemme. Der er også større mængder af kapital end herhjemme,” som han udtrykte det.

”Om denne mand siges, at hans ambition er at blive en global biotek-rockstar”, skrev Berlingske Nyhedsmagasin for snart 10 år siden; man må sige, at Mikkelsen er godt på vej. Set med de journalistiske briller på, kunne han dog godt skrue lidt op for lyden.

Mens det, som nævnt, ikke er muligt at få Mikkelsens mail, er det anderledes nemt at få en mailadresse på hans finansdirektør Thomas Soloway. Han ønsker dog ikke på nuværende tidspunkt at kommentere en mulig børsnotering; ja faktisk har han slet ikke yderligere kommentarer, udover de kommentarer, der faldt i forbindelse med pressemeddelelsen om kapitalrejsningen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også