Analytiker: 2015-forventningerne vil presse Lundbeck

Omkostninger til lancering af et stort produkt trykker Lundbecks forventninger til 2015, og det vil presse selskabet på børsmarkedet.
Foto: Lundbeck / PR
Foto: Lundbeck / PR
Af Ritzau Finans

Det vil ikke så meget være Lundbecks resultater for tredje kvartal, som det vil være selskabets forventninger til det nye regnskabsår, der vil være i fokus blandt investorerne onsdag.

Det vurderer analytiker i Alm. Brand Markets Michael Friis Jørgensen, der betegner udviklingen i tredje kvartal som ganske glimrende med en god udvikling i salget af nye produkter og en generisk konkurrence, der ikke var hårdere end frygtet. Det fortæller han onsdag morgen til Ritzau Finans.

Resultatet, der var lidt bedre end konsensus, er ifølge analytikeren præget af flere særlige forhold, men alt i alt viser de, at Lundbeck har en "ok" omkostningskontrol, er vurderingen.

Forklarer en stor del

I 2015 regner Lundbeck med en omsætning på niveau med eller en anelse under 2014, mens der er udsigt til et underliggende driftsresultat (Core EBIT) tæt på nul eller en anelse negativt.

"Det helt store samtaleemne bliver selvfølgelig forventningerne til 2015. En flad toplinjevækst var ikke nogen overraskelse, men en Core-EBIT på nul var absolut ikke ventet med konsensus, der lå på 800-1000 mio. kr., og hvor vi lå midt imellem," siger Michael Friis Jørgensen.

"De medtager lanceringsomkostningerne til Brexpiprazole, og omkostningerne til lancering af et så stort produkt, selvom de skal dele det med Otsuka, forklarer en meget stor del af den afvigelse," mener analytikeren, der af samme årsag advarer imod at overfortolke forventningerne til 2015.

Negativ medvind

Brexpiprazole er et produkt, der er under godkendelse, hvorfor analytikerne ikke havde medtaget udgifterne til lancering af produktet i deres estimater.

"Men det er klart, at dem, som snakker om Lundbecks problemer med indtjeningen i 2015 og 2016 får lidt medvind med det her regnskab, men som jeg ser det, er det primært trukket af, at Brexpiprazole medtages i forventningerne," siger Michael Friis Jørgensen, der ikke regner med, at Lundbeck vil løfte sløret for, hvor mange penge selskabet vil bruge på lanceringen af Brexpiprazole.

Selvom man også kunne tolke meldingen om Brexpiprazole som et udtryk for, at der ligger nogle gode forsøgsdata bag ansøgningen af Brexpiprazole til de amerikanske sundhedsmyndigheder, vurderer Michael Friis Jørgensen, at reaktionen på aktiemarkedet vil være negativ.

Det ser indtil videre ud til at være rigtigt. Efter få minutters handel falder Lundbecks aktie 4,3 pct. til 121,00 kr.

Alm. Brand Markets har en købsanbefaling på Lundbecks aktie.

 Lundbeck-chef spår nyt middel stor fremtid

 Lundbecks nye produkter leverer

 Overraskende overskud i Lundbeck 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også