Nyt forskningscenter vil gavne medicinalindustrien

Et nyt forskningscenter på Rigshospitalet skal forske i defekter i immunsystemet. Det nye initiativ skal også komme industrien til nytte.
Foto: Jan Sommer, POLFOTO
Foto: Jan Sommer, POLFOTO

Med 60 mio. kr. i ryggen starter Rigshospitalet et nyt forskningscenter, der skal forske i defekter i immunsystemet.

Det er Danmarks Grundforskningsfond, som støtter det nye center ved navn PERSIMUNE, Center for Personalized Medicine Managing Infectious Complications in Immune Deficiency.

Her skal et team blandt andet forske i, hvorfor nogle patienter får infektioner ved en bestemt behandling, mens andre ikke gør. Og om denne viden kan bruges til at gøre den enkelte medicinske behandling personlig, så komplikationerne undgås. Immundefekter kan gøre patienter endnu mere modtagelige over for eksempelvis hjerte-karsygdomme og cancer.

Manden i spidsen for centret er Jens Lundgren, professor ved Københavns Universitet, overlæge ved Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet. Han glæder sig til det ambitiøse projekt, der også skal gavne industrien - noget der forventes at ske på særligt to områder.

"Screeningerne af patientpopulationer for at se, hvem der er i risikogruppen, vil ultimativt blive noget, som industrien med deres teknologiske knowhow vil få nyttevirkning af," siger han til MedWatch.

"Det andet er, at vi forventer at finde nogle helt nye forklaringer på den forskel, som vi kan observere, der er. Får vi de nye forklaringer, så bliver der nye muligheder for at opbygge helt nye behandlingsmåder, som vi ikke tidligere har set. Vi håber bestemt at udvikle nye targets for intervention, som ultimativt leder til udvikling af ny medicin," siger han.

Område i rivende udvikling

Jens Lundgren påpeger, at udviklingen af personlige medicinske behandlinger allerede er i stor udvikling på andre områder. Det er den udvikling, han håber og tror, det nye center også vil hjælpe med at sætte skub i på dette område.

Han understreger, at det først og fremmest er patienterne, der skal drage nytte af de resultater, forskningscentret forhåbentlig kommer frem til. Men samtidig finder han det positivt, at det samtidig kan gavne industrien, som dog endnu ikke er blevet inddraget på noget led.

"Det er så nyt, at vi endnu ikke har haft industrien med inde over. Med den forskning, vi har haft hidtil, har vi specielt haft samarbejder med firmaer, som har diagnostiske faciliteter under udvikling," siger han.

Men du forventer ikke, at det bliver noget problem at få dem med, når tiden kommer?

"Nej, det er det bestemt ikke. Hvis man spørger firmaerne, så er de helt med på, at personaliseret medicin er fremtiden. Sådan noget som det her vil komme i form af patenter, som vil blive udviklet, og så får man samtidig et samarbejdspotentiale for at involvere industrien," siger Jens Lundgren til MedWatch.

"Meningen med centret er at få den inderste drøm til at blive til virkelighed og satse hårdt på at komme ud med noget helt nyt og overraskende. Det glæder jeg mig til."

 Dansk forsknings maskinrum beriges

 Forskning er guld for danske virksomheder

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også