Analytiker: Novo har valgt rigtigt i fokus på diabetes

Ifølge analytiker i Alm. Brand Markets er det fornuftigt af Novo Nordisk at lukke de inflammatoriske aktiviteter ned. Det kommer næppe som en overraskelse for aktiemarkedet, lyder det.
Foto: Jens Lindhe
Foto: Jens Lindhe
AF RITZAU FINANS

Novo Nordisks beslutning om at lukke sit tredje forretningsben inden for inflammatoriske sygdomme kommer næppe som en større overraskelse for aktiemarkedet.

Resultaterne i forsknings- og udviklingsafdelingen har hidtil været skuffende, og efter at Novo for nyligt besluttede at indstille udviklingen af en lægemiddelkandidat mod leddegigt, har der været spekulationer i dele af markedet om, at forretningsbenets dage var talte.

Det fortæller analytiker i Alm. Brand Markets, Michael Friis Jørgensen, der umiddelbart godt kan lide beslutningen.

"Det viser, at Novo også er begyndt at se på ressourceallokering. Om man kan lide dette eller ej afhænger af, om man kan lide, at Novo nu kun har to forretningsben, eller om man ønsker, at de har flere. Der hører vi til de, der ser positivt på fokuseringen, da den heldigvis er rettet mod et kæmpe vækstområde inden for diabetesbehandling," siger Michael Friis Jørgensen til Ritzau Finans.

Efter at Novo for nyligt besluttede at indstille aktiviteterne inden for anti-IL-20 til behandling af kronisk leddegigt, ville selskabet tidligst kunne gøre sin entré på markedet for antiinflammatoriske lægemidler i slutningen af 2020’erne.

Novos satsning på kræft- og antiinflammatoriske sygdomme tog fart i midten af sidste årti. I årsregnskabet for 2005 skrev administrerende direktør Lars Rebien Sørensen, at det var ambitionen at opbygge en forretning inden for proteinbaserede lægemidler til behandling af kræft og inflammationssygdomme, som eksempelvis leddegigt. Dengang regnede man ikke med, at forretningen ville bidrage væsentligt inden for ti år, hvilket altså heller ikke skete.

Beslutningen om at lukke udløser en engangsomkostning på omkring 700 mio. kr. i 2014. Dertil kommer, at 400 medarbejdere berøres af beslutningen, hvoraf halvdelen dog ventes at blive tilbudt et nyt job i Novo. Selskabet vil således nu øge forsknings- og udviklingsaktiviteter inden for diabetes, som er det klart største forretningsområde ud over blødersygdomme og væksthormon.

"Der har ikke været analytikere, der har tillagt det her tredje ben værdi. Det har blot været anset for at være en option langt ude i fremtiden. Så værdimæssigt rykker det ikke billedet, og en engangshensættelse af den her størrelse rykker heller ikke billedet for Novo. Det her kan ses som et signal om, at det også er muligt at fejle i Novo, som ikke er usårlig, siger Michael Friis Jørgensen.

Aktien i Novo ligger 0,3 pct. lavere i 258,60 kr. tirsdag formiddag.

"Aktiekursen afspejler meget godt, at forretningsområdet ikke er tillagt værdi, og at det også lå lidt i kortene. Jeg tror egentlig også, at de fleste investorer er glade for, at Novo er så fokuseret og derfor ikke har problemer med, at man mister sit tredje forretningsben, vurderer analytikeren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også