Alm. Brand Markets: Selincro-godkendelse væsentligt for aktien

Det er ikke uvæsentligt for aktien, at NICE ønsker Lundbecks alkoholpille som behandlingsmulighed, vurderer Alm. Brand Markets. Aktien stiger med 1,8 pct. fra morgenstunden. (opdateret kl. 9:38)
Foto: Lundbeck, PR
Foto: Lundbeck, PR
AF RITZAU FINANS

Det er en ganske god nyhed for medicinalselskabet Lundbeck og for aktien, at den britiske tilsynsmyndighed for lægemidler, NICE, har vendt tommelfingeren op til alkoholpillen Selincro, der derfor kan anvendes på det britiske marked og kvalificere sig til tilskud.

Sådan lyder den umiddelbare vurdering fra Michael Friis Jørgensen, der er Lundbeck-analytiker hos Alm. Brand Markets.

"Det er en ganske glimrende nyhed. Det er utrolig vigtigt for det her produkt at få en myndighedsgodkendelse. Det er absolut ikke uvæsentligt og en pil op for aktien," siger han til Ritzau Finans.

Selv om nyheden umiddelbart bør lune, ligger både Michael Friis Jørgensen og markedet generelt dog fortsat meget langt fra Lundbecks eget topsalgsestimat for Selincro, der lyder på 2-2,5 mia. kr. Godkendelsen i Storbritannien løfter dog formentlig analytikernes estimater.

"Topsalgsestimaterne i markedet ligger betydeligt under Lundbecks eget. Mit estimat var 0,8 mia. kr. inden den her godkendelse, men jeg skal have kigget på det nu og sandsynligvis skruet lidt op for det. Vi kan godt se potentialet, men der skal flere godkendelser på store markeder til, før vi kan komme op i nærheden af Lundbecks topsalgsestimat," siger Michael Friis Jørgensen, men understreger, at den britiske godkendelse kan være understøttende for flere af slagsen i andre lande.

"NICE er normalt et af de steder, hvor det er sværest at hente godkendelser, så det er en rigtig god nyhed for Lundbeck."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også