Bestyrelse: 575 mia. kr. er ikke nok

AstraZenecas bestyrelse har skriftligt afvist Pfizers forhøjede købstilbud og kalder det "utilstrækkeligt". Verdenshistoriens største medicinalhandel er fortsat på vippen.

Det blev et nej tak fra AstraZenecas bestyrelse til Pfizer.

Den amerikanske gigant bekræftede fredag morgen, at man havde forhøjet sit bud på det svensk-britiske medicinalselskab fra 538 mia. kr. til 575 ima. kr., men det er altså stadig sat for lavt, mener opkøbsemnets bestyrelse, der har mødtes for at tage stilling til det forhøjede bud.

"De finansielle og øvrige vilkår, der er beskrevet i forslaget, er utilstrækkelige, de undervurderer væsentligt AstraZeneca og er ikke et grundlag for at engagere sig med Pfizer. Den store andel af det vederlag, der skal betales i Pfizer-aktier og skattedreven struktur, forbliver uændret. Derfor har bestyrelsen afvist forslaget," skriver AstraZeneca i en meddelelse på selskabets hjemmeside.

Afvist uden tøven

Verdenshistoriens dyreste medicinalhandel ser altså ikke ud til at blive gennemført i denne ombæring - det kan dog blot betyde, at handlen stiger mere i værdi, hvilket Claus Henrik Johansen, Senior Portfolio Manager i Danske Capital, da også over for MedWatch tidligere har indikeret.

”Det kan godt være, at der er noget politisk fnidder, men hvis Pfizer tilbyder det rigtige beløb, tror jeg AstraZeneca bliver købt. Prisen skal lige lidt højere op. Lige nu ligger den i 47 pund, og jeg tror, at den skal op i 50 pund eller lidt mere,” siger Claus Henrik Johansen - et synspunkt, der blev meldt ud, før Pfizer her til morgen øgede buddet til 50 pund.

Et bud, der altså blev afvist. Og det uden tøven, kan AstraZenecas bestyrelsesformand Leif Johansson berette.

"AstraZeneca fortsætter med at investere betydeligt i forskning, udvikling og produktion i Storbritannien, Sverige og USA. Vi viser et stærkt momentum som et selvstændigt selskab, især med vores spændende, hastigt fremskridende rørledning, som bestyrelsen mener vil levere betydelig værdi for aktionærerne. Pfizers forslag vil dramatisk udvande AstraZeneca-aktionærernes eksponering for vores unikke pipeline og ville skabe risici omkring leveringen af denne. Som sådan udviser bestyrelsen ingen tøven i at afvise forslaget," udtaler han i meddelelsen på selskabets hjemmeside.

 AstraZeneca til investorer: Slå koldt vand i blodet

 Danske: Pfizer skal nok lykkes med kæmpekøb

 Pfizer bekræfter forhøjet bud på AstraZeneca 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også