Forest vil købe Furiex for over 1 mia. dollar

Det amerikanske medicinalselskab Forest Labs giver købstilbud på Furiex Pharmaceuticals.
AF RITZAU FINANS

De store virksomhedshandler fortsætter med at rulle ind fra medicinalsektoren. Mandag oplyser det amerikanske medicinalselskab Forest Labs, at det vil købe ligeledes amerikanske Furiex Pharmaceuticals for op til 1,46 mia. dollar.

Købstilbuddet omfatter 1,1 mia. dollar kontant, svarende til 95 dollar per aktie. Det er 19 pct. mere end slutkursen på Furiex fredag på 80,15 dollar. Dertil kommer yderligere op til 360 mio. dollar afhængig af udviklingen af en lægemiddelkandidat til behandling af irritabel tyktarm, skriver The Associated Press.

Handelen er blot en af en række transaktioner, der er blevet annonceret fra medicinalsektoren i den seneste uge.

Schweiziske Novartis skød festen i gang i sidste uge med handler med britiske Glaxosmithkline til en værdi af over 20 mia. dollar samt et salg af sine aktiviteter inden for dyremedicin til amerikanske Eli Lilly for 5,4 mia. dollar.

Allergan, der er kendt for at lave og sælge rynkemidlet, Botox, fik i sidste uge et bud fra medicinalselskabet Valaent på 47 mia. dollar. Endelig har amerikanske Pfizer bekræftet forlydender om interesse for svensk-britiske Astrazeneca, der mandag dog afviser tilnærmelserne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også