Roche indgår spansk epigenetik-aftale

Schweiziske Roche har indgået et samarbejde med det spanske selskab Oryzon Genomics, som operer inden for forskningsfeltet epigenetik. Aftalen kan løbe op i en halv mia. dollar.
Foto: Roche/PR
Foto: Roche/PR

Den schweiziske medicinalkoncern Roche har netop indgået et globalt forsknings-, udviklings- og kommercialiseringssamarbejde med det Barcelona-baserede biotekselskab Oryzon Genomics SA. Det oplyser Roche i en pressemeddelelse.

Aftalen vil være rettet mod det spanske selskabs LSD1-hæmmere, der blokerer enzymet Lysine Specific Demethylase-1. Disse lægemidler er såkaldte epigenetiske modulatorer, som regulerer genudtrykket – dvs. at de kan ”slukke” eller ”tænde” for visse gener – uden at ændre den grundlæggende basesekvens i en persons DNA.

Oryzons førende kandidat på dette område, ORY-1001, er pt. i fase 1/2a til behandling af knoglemarvskræfttypen akut myeloid leukæmi (AML). Kandidaten blev tildelt orphan drug-status af de europæiske sundhedsmyndigheder EMA i august 2013.

Roche får nu adgang til denne samt en række andre LSD1-hæmmere, der potentielt kan bruges indenfor en lang række sygdomsområder, herunder kræft, hæmatologi og kroniske ikke-maligne indikationer.

Til gengæld betaler den schweiziske gigant 21 mio. dollar i upfront-betaling og milepæle som udløses i den nærmeste fremtid. Hertil kan komme mere langsigtede milepælsbetalinger på op til 500 mio. dollar, samt trinvist voksende royalties af salget af markedsførte produkter, som kan stige til en mellemhøj tocifret procentsats.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også