Aamund-formand ind i Novo-fond

Bestyrelsesformanden i erhvervsmanden Asger Aamunds private selskab, A.J. Aamund, indtræder i Novo Nordisk Fondens bestyrelse.

Marianne Philip, partner og bestyrelsesformand i advokatfirmaet Kromann Reumert, er blevet valgt som nyt bestyrelsesmedlem i Novo Nordisk Fonden. Det oplyser Novo Nordisk i en pressemeddelelse.

”Marianne Philip bibringer fondsbestyrelsen værdifuld juridisk kompetence og erfaring inden for bl.a. køb og salg af virksomheder samt stor viden om governance-forhold og betydelig erfaring fra poster i en række andre bestyrelser. Vi ser frem til samarbejdet med Marianne. Samtidig skal en stor tak gives til Jørgen Boe for et mangeårigt og dygtigt arbejde i fondsbestyrelsen. Udviklingen de seneste 14 år må siges at være markant, og Jørgen har bidraget hele vejen,” udtaler Sten Scheibye, bestyrelsesformand i Novo Nordisk Fonden, i en meddelelse.

Marianne Philip, der også er bestyrelsesformand i Asger Aamunds private selskab, A.J. Aamund, indtræder i bestyrelsen i stedet for advokat Jørgen Boe, der ellers har været en del af bestyrelsen siden 2000 og indtil udskiftningen også har været næstformand. Den post kommer i fremtiden til blive bestredet af Steen Riisgaard, tidligere adm. direktør i Novozymes, der som bekendt er ejet af Novo A/S, som også ejer Novo Nordisk.

Har uddelt milliarder

Novo Nordisk Fonden er ifølge fonden selv en dansk erhvervsdrivende fond med to formål, nemlig at udgøre et stabilt fundament for den erhvervsmæssige og forskningsmæssige virksomhed, som drives af selskaberne i Novo Gruppen, og at yde støtte til videnskabelige, humanitære og sociale formål.

Novo Nordisk Fonden har siden 2007 bevilget mere end 5 mia. kr. Størstedelen af de penge er gået til støtte af forskning inden for biomedicin og bioteknologi i Danmark i resten af Norden.

Flere nye

Udover Marianne Philips indtræden, er der samtidig blevet valgt tre nye medarbejderrepræsentanter til fondsbestyrelsen. Det drejer sig om Anne Marie Kverneland, laborant og tillidsrepræsentant i Novo Nordisk A/S, Karen L. Lauritsen, IT-ekspert i Novo Nordisk A/S, samt Lars Bo Køppler, levnedsmiddeltekniker og tillidsrepræsentant i Novozymes A/S.

De tre afløser laborant Ulla Morin, director Søren Thuesen Pedersen, begge medlemmer af Novo Nordisk Fondens bestyrelse siden 2002, samt elektriker Stig Strøbæk, medlem af fondsbestyrelsen siden 1998.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også