Novos it-selskab hyrer børsrådgivere

Novo Nordisks it-selskab, NNIT, sætter nu for alvor tryk på undersøgelsen af en mulig børsnotering. Samtidig fremlægger virksomheden et regnskab for 2013, der viser en pæn omsætningsfremgang.

Det varer formentlig ikke længe, før NNIT muligvis tager det endelige skridt ind i fondsbørsens kurslister og dermed bliver den største it-børsnotering i over ti år, skriver Børsen.

"Vi er i fuld gang. Vi har valgt rådgivere, og det er blevet Morgan Stanley og Danske Bank. Til det juridiske arbejde har vi valgt advokatfirmaerne Gorrissen Federspiel og Davis Polk," siger NNIT's topchef Per Kogut til avisen.

Ifølge Børsens kilder vurderes selskabet til at være omkring 4 mia. kr. værd, og så arbejdes der med en tidsplan for, at NNIT skal på børsen efter sommerferien.

Pæne vækstrater

Samtidig med, at ledelsen lægger detaljer i børsplanerne for dagen, er NNIT's årsregnskab tirsdag morgen blevet offentliggjort. Omsætningen steg med 9 pct. til godt 2,2 mia. kr., og resultatet af primær drift før skat blev 246 mio. kr., 14 pct. mere end året før, fremgår det af en pressemeddelelse.

"NNIT’s ambition frem mod 2020 er langsigtet, kontrolleret vækst med en årlig vækst i omsætningen på mindst 5 pct. og et markedsledende overskud (EBIT) på mindst 10 pct.," skriver selskabet.

I 2014 forventer NNIT at leve op til strategiens mål med omsætningsvækst på 5-8 pct. og et overskud (EBIT) på 10 pct.

Læs hele regnskabet her.

Begyndte i januar

I januar 2014 igangsatte bestyrelsen for det Novo Nordisk-ejede it-selskab en undersøgelse, der skulle granske mulighederne for en potentiel børsnotering.

”Novo Nordisk har som ejer set en særdeles tilfredsstillende udvikling i NNIT. Vi overvejer på denne baggrund, hvorvidt en ændring af ejerskabsstrukturen kan understøtte værdiskabelsen i NNIT og styrke selskabets markedsposition både i Danmark og internationalt,” sagde bestyrelsesformand i NNIT og CFO i Novo Nordisk, Jesper Brandgaard, i en pressemeddelelse.

Bestyrelsen valgte samtidig at ansætte tidligere CFO i Dong, Carsten Krogsgaard Thomsen, som CFO i NNIT for at sikre en bedst mulig børsundersøgelse.

 NNIT overvejer børsnotering 

 NNIT tjener stort millionbeløb på sundhedsplatform

 Den ene Novo-datter er et skridt bagefter 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også