Maskinen frem for kapitalrejsning

Nuevolution har en omsætningsmaskine, der har sikret selskabet det økonomiske fundament til at begynde en transformation. Den nylige aftale med Merck er første eksempel på det, der skal bringe danskerne op i en anden liga og et billede på et skifte i forretningsmodellen for biotekselskaber.

”Vi vil ikke være den ”gammeldags”, konventionelle biotekvirksomhed, hvor man skal rejse kapital for blot at kunne tage fat på det næste projekt. Den model er død og duer ikke til dagens marked. Derfor er vi så fokuseret på at opretholde vores indtjeningsstrøm, så Nuevolution kan være et bæredygtigt biotekselskab.”

Ordene flyder med overbevisning fra Alex Gouliaev, når den adm. direktør taler om det selskab, han var med til at stifte, da han i 2001 stoppede som funktionschef for Kemi i NeuroSearch.

Der er sket et skifte

”Man er nødt til at have det mind-set som biotekselskab. Det er også et skifte, der er sket i forhold til tiden i 90’erne, da jeg arbejde hos NeuroSearch. Det var et fantastisk selskab at arbejde for, og jeg lærte simpelthen så meget. Men den forretningsmodel er borte. Man kan ikke rejse ny kapital i den ene runde efter den anden, uden en indtjening, det er ikke en mulighed. Man er nødt til at have en form for effektiv maskine, der kan generere en omsætning. Og det har vi,” siger han på kontoret på Østerbro, hvor MedWatch møder ham og chief business officer Ton Berkien kort efter, at selskabet har indgået en vigtig licensaftale med den amerikanske gigant Merck.

Maskinen, direktøren snakker om, er den patenterede teknologiplatform Chemetics.

”Vi har i dag en maskine, der kan screene targets meget effektivt og producere meget lovende compounds inden for en relativt kort tidshorisont og til en meget lavere pris,” forklarer han.

Big pharma har enorme screening-faciliteter, hvor de ifølge Alex Gouliaev i deres frysere typisk har fra 250.000 og op til 3 mio. compounds.

”Et selskab som Lundbeck, vil jeg tro, har omkring 250.000-500.000 compounds, Boehringer Novartis og AstraZeneca har 0.5-1,5 mio., mens Merck 3 mio. compounds. Det er den størrelsesorden, vi taler.”

Milliarder frem for millioner

Når forskningsafdelingen starter et nyt projekt, og de eksempelvis arbejder med en hypotese om, at hvis de kan blokere et givet protein, så kan de kurere en sygdom, så starter de med screeningen af deres compounds enkeltvis mod dette protein.

”Og det er en dyr proces. Det koster omkring 1 mio. dollar per target, og big pharma-selskabernes organisation kan typisk klare 20 targets årligt,” forklarer Alex Gouliaev og fortsætter:

”Vi har ikke 1 eller 2 mio. compounds i vores screening-bibliotek. Vi har 1 mia. compounds fordelt på omkring 7-8 biblioteker. Vi kan med vores teknologi arbejde med en blanding af compounds, hvor et helt bibliotek er repræsenteret i et enkelt reagensglas. Én person kan screene et bibliotek mod et target på 3 dage, så snart vi har etableret forudsætningerne for eksperimentet.”

Udviklet fra bunden

Direktøren pointerer, at teknologien er udviklet fra bunden, den virker, og den genererer omsætning.

”Vi har gennem de seneste syv år etableret partnerskaber med eksempelvis Merck, Boehringer, GSK og Novartis. Det er gode aftaler med upfrontbetalinger, forskningsmidler under samarbejdet, milepælsbetalinger og royalties. Samtidig er der ingen risici for os. Fra et aktionærsynspunkt så man selvfølgelig gerne, at man har et væsentlig plus på bundlinjen og værdiskabelsen var mere eksponentiel.”

Og det betød, at ledelsen og bestyrelsen for et par år siden begyndte at udtænke en ny retning for selskabet. For indtil aftalen med Merck i sidste uge havde Nuevolution udelukkende indgået drug discovery-aftaler og teknologilicensaftaler.

Ændret strategi

”Sammenligner vi vores drug discovery-aftaler med de udlicenseringsaftaler, vi ser inden for vores områder, inflammation og onkologi, så er de markant bedre. Typisk ligger upfront-betalingen på prækliniske aftaler på 5-20 mio. dollar og milepælspakken ligger på et trecifret millionbeløb i dollar, hvis man har et lovende program til det rigtige biologiske target med proof-of-concept, gode egenskaber og en god IP-pakke,” siger Alex Gouliaev og fortsætter:

”Det fik os til at ændre strategi for nogle år siden, hvor vi ikke længere ”blot” vil give adgang til vores teknologi gennem partnerskaber, men opbygge vores egen pipeline, hvor vi vil udvikle kandidater frem til lead-status og så udlicensere dem. Omsætningen fra licensaftalerne skal så geninvesteres i vores interne pipeline, så vi på sigt måske selv kan udvikle nogle kandidater endnu længere.”

På den måde vil Nuevolution selv sikre selskabets egen overlevelse uden hele tiden at være tvunget til at gå til investorerne. Gå til investorerne skulle selskabet dog i første omgang for at starte rejsen.

”Det var for at bygge fundamentet for denne mere bæredygtige vækst, at vi havde kapitalrejsningen i sommeren 2012 (hvor selskabet rejste 80,5 mio. kr., red.).”

Yderligere aftaler i år

Efter selskabet rejste kapitalen, dannede ledelsen en master-liste over interessante targets inden for onkologi og inflammation, som man forholdte for det tilknyttede scientific advisory board, der hjalp med at prioritere listen.

”Årsagen til, at vi har valgt onkologi og inflammation, er forholdsvis simpel. Havde vi valgt diabetes, CNS eller det kardiovaskulære område, så ville det være sværere at sælge projekterne i den prækliniske fase og vil i mange tilfælde skulle vi have proof-of-concept i mennesker, før vi kunne udlicensere, hvilket ofte ikke er tilfældet for onkologi og inflammation. Og det ville være for dyrt.”

Nuevolution kunne så for alvor sætte Chemetics-maskinen i gang omkring årsskiftet sidste år.

”I løbet af de sidste 12 måneder har vi så identificeret interessante programmer for de første 10 targets. Ud over den udlicenseringsaftale, som vi netop har indgået med Merck, er vores håb, at vi kan indgå endnu en eller to udlicenseringsaftaler i år.”

En rullende bølge

Ledelsen har allerede set en vis interesse fra medicinalselskaberne for det program, som er længst fremme i dets pipeline, mens det andet ligger lige bagefter. Det første relaterer sig til inflammation og kunne potentielt anvendes i behandlingen af psoriasis, gigt, måske endda multipel sklerosis. Og det er en oral kandidat. Det andet program relaterer sig til kræftbehandling, men der er også et potentiale inden for inflammation.

”Bag de to fremmeste kandidater har vi, hvad vi kalder en rullende bølge af kandidater, der ligger tidligere i udviklingsfasen. Det er en imponerende bedrift. Man skal huske på, at vi er et 40 mand stort firma. Og det er på grund af Chemetics-maskinen. Det er så effektiv maskine, der sætter os i stand til at screene så mange compounds på så kort tid.”

Al omsætning bliver geninvesteret i den ”rullende bølge”, og Alex Gouliaev, Ton Berkien og resten af ledelsen ville selvfølgelig gerne skalere forretningen. Derfor er man heller ikke afvisende over for nye kapitalrejsninger eller en evt. børsnotering, som bestyrelsesformand Stig Løkke Pedersen for nyligt åbnede op for over for MedWatch.

Mulig børsnotering

”Vi kunne udvikle endnu flere kandidater hurtigere, men vi er nødt til at skele til vores kontantbeholdning. Så hvis forretningen skal skaleres, så skal vi indgå flere aftaler eller rejse mere kapital. Derfor kigger vi da også på muligheden for at rejse mere kapital. Og der er en børsnotering da en mulighed, såsom Stig tidligere har nævnt. Men der er endnu ikke truffet nogen beslutning.”

Én ting er at bringe flere kandidater frem til udlicensering. Kommer man også til at opleve, at Nuevolution selv tager en af selskabets kandidater ind i den kliniske fase?

”Forhåbentligt. En skønne dag. Og forhåbentlig ikke baseret på nye finansieringsrunder, hvor vi ”konstant” skal rejse ny kapital. Man skal også holde sig for øje, at en børsnotering ikke skal betragtes som et exit, men som en mulighed for at få kapital ind i selskabet med henblik på vækst. Hvis vi en dag går ind i den kliniske fase med en kandidat, så ser vi gerne, at det var baseret på den omsætning, som er skabt i selskabet, og ikke udelukkende på ekstern kapital,” siger Alex Gouliaev og tilføjer:

”Hvis man er på børsen med en bred præklinisk pipeline, en kandidat i klinisk fase og flere licensaftaler, så er det også et oplagt opkøbsmål. Men det ligger nogle år ude i fremtiden. Lige nu handler det om at opbygge en pipeline, der kan skabe en omsætning, som kan bruges til yderligere at styrke pipelinen.”

Langsigtede aktionærer

Stifteren understreger også betydningen af aktionærbasens sammensætning i forhold til den langsigtede strategi, der har ført til aftalen med Merck og som skal skabe et bæredygtigt Nuevolution.

”Vi har været meget heldige med vores aktionærer. Vi har SEB Venture Capital, der kom ombord i 2004 og har en evergreen-fondsstruktur, så de er ikke konstant exit-fokuserede. Det samme er tilfældet med Industrifonden, som kom ombord i 2012 og heller ikke har en begrænset tidshorisont på deres investering. Investorer med den lange tidshorisont er ganske enkelt afgørende for et selskab som vores, med den strategi vi gerne vil følge.”

Men Sunstone Capital, der også er investor i Nuevolution, har typisk en tiårshorisont?

”Vi har ikke fået nogen som helst indikation af, at der skal foretages en exit i den nærmeste tid. Og så længe vi kan opretholde vores forretning gennem den genererede omsætning, så er alt fint. Men selvfølgelig vil de gerne foretage en exit en dag, det er jo derfor, de har investeret i os. Men aktionærerne stiler efter en værdifuld exit, som typisk kunne foretages i form af et salg af virksomheden eller ved at vi øger værdien af selskabet i markedet, når vi har opbygget en bred pipeline og potentielt har kandidater i den kliniske fase.”

Merck skal differentiere selskabet

Her byder Ton Berkien, selskabets chief business officer, ind og trækker linjen tilbage til det, der skal bringe Nuevolution hen til punkt, hvor man overhovedet kan tale om et godt exit for fondene.

”Merck-aftalen. Den er en forlængelse af den teknologiske rygrad, vi har i selskabet, som har givet os teknologilicens-aftalerne og drug discovery-aftalerne. Det her er den tredje søjle, der skal udvide omsætningsbasen i selskabet, og så skal det ikke mindst sørge for at bevæge os ind på det farmaceutiske område, som er mere attraktivt på den længere bane, og som kan udvide vores forretning. Merck-aftalen er også meget vigtig i forhold til at differentiere os, og det vi har at tilbyde, på markedet. Og det kan tiltrække yderligere selskaber til de kandidater, vi har i pipelinen, som er tæt på lead-status. Det er i en nøddeskal, derfor denne aftale er så vigtig for os,” siger han.

Han bliver bakket op af Alex Gouliaev, der medgiver, at det i starten selvfølgelig også handler om at have et nyhedsflow og være eksponeret i forhold til medicinalselskaberne.

”Vi vil ikke forære vores kandidater væk, men vi vil måske søge en vis fleksibilitet i forhold til de første par aftaler, fordi vi skal skabe et fundament for yderligere vækst og vise, at vi kan eksekvere den lagte strategi,” siger chefen og tilføjer:

”Fremadrettet vil vi selvfølgelig ikke have røde tal på bundlinjen. Vi skal have et tilstrækkeligt overskud af kapital, der kan sætte os i stand til at geninvestere. Ellers er den overordnede forretningsmodel dumpet. Og om en årrække skal aftaler, som den vi har lavet med Merck, erstatte den type af teknologi-aftaler, vi har lavet førhen.”

 Nuevolution går nye veje med Merck-aftale

 Nuevolution indgår ny aftale med gigant

 Hvem bliver de næste danske biotek-børsbabyer? 

 ”Der er også et Nuevolution i 2014”

 Nuevolution henter udenlandsk sværvægter 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også